Mange genkender i dag scenariet i at impulsbestille et stykke tøj en sen aften eller i bussen på vej fra arbejde – i flere farver og størrelser, for at være på den sikre side. I de fleste tilfælde med motivet om at returnere det, man ikke skal bruge.
‘Returmisbrug’ og ‘serie-byttere’. Netbutikker som Boozt, Nelly og britiske Asos er nogle af de netbutikker, som i de seneste år har blokeret den kategori af kunder, der er de største bidragsydere til den massive kategori af varer, som destrueres før det tages i brug.
Varedestruktion er betegnelsen for, at forhandlere og producenter skaffer sig af med brugbare forbrugsvarer, før de overhovedet bliver taget i brug. Det er selvsagt tungt på netfirmaernes klimaregnskab. Faktisk vurderer Det Europæiske Miljøagentur estimerer, at værdien af returnerede tekstiler og elektroniske produkter, der destrueres i EU, forventes at nå svimlende 162 milliarder kroner i 2022.
Næste år træder den nye EU-lovgivning om ESG-rapportering i kraft. Her vil modebranchen formentlig have et forspring, fordi de i flere år har arbejdet på at nedbringe deres klimaaftryk. Der ligger dog et arbejde i at adressere udfordringerne med mængden af returvarer, på samme linje med dem, forbundet med at producere og genanvende modevarer, fortæller brancheleder for Mode og Tekstil i Deloitte, Morten Gade Steinmetz.
”Forsendelser koster i CO2-regnskabet, og i takt med, at det bliver mere og mere almindeligt at returnere varer, bonner regnestykket rigtig skidt ud. I nogle lande er returraten helt oppe på 70 procent. Mange forbrugere er ikke opmærksomme på, at når man konsekvent bestiller flere varianter af den samme vare og efterfølgende returnerer de størrelser, der ikke passer, så betaler klimaet regningen for den ’gratis’ returneringsservice,” siger han.
Returmisbrug har rod i overproduktion
Netop returkulturen taler ind i et større tendens , som vi skal gøre op med, fortæller projektleder for Tekstilsymbiose 2.0 hos Lifestyle & Design Cluster, Frank Engelbrecht.
“Overliggeren for returproblematikken handler om, at vi har et massivt problem med overproduktion, som afføder den syge tøjkultur, vi har.” konstaterer han.
Frank Engelbrecht taler her om en konstant tilgængelighed af en impulsdrevet markedsføring som drives af fokus på trends og vidtspændende farvepaletter frem for cirkulære og tidløse design.
“Vi skal for alt i verden forhindre det tekstil, som kan videresælges og som stadigvæk er brugbart tøj i at blive destrueret eller downcyclet,” siger han.
Ny kultur
Ifølge Frank Engelbrecht har mastodonterne inden for modeshopping på nettet har musklerne til at omlægge deres forretningstruktur, men det vil kræve strammere reguleringer og lovgivning, før det kan blive en realitet.
Han fortæller, at man bør se på de små og mellemstore virksomheder og iværksættere i modebranchen, fordi man ved at motivere dem til at drive mere cirkulære forretningsmodeller kan være med til at inspirere og motivere både forbrugere og de større kæder over tid.
“Så længe vi har mastodonter, der pumper fast fashion ud, vil der være en stor portion tøj og tekstil, der bliver returneret.” fortæller han, men tilføjer i samme ombæring:
“Men hvis vi kan skabe en bevidsthed om, at man som forbruger skal begrænse forbruget, også når det gælder tøjindkøb, ligesom med alkohol under graviditet, tror vi på, at det vil have en gavnlig effekt.”
Ifølge Frank Engelbrecht skal det blandt andet ske gennem omfattende kampagner samt viden om upcycling og reperation, der kan påvirke købsadfærden.