Med over 20 års erfaring inden for industriel teknologi i ledende stillinger hos Danfoss, Svendborg Brakes, Blücher og HMF, har Jens Seehusen Christensen solid erfaring med at drive vækst, markedsudvikling og stærke kunderelationer.
Der kommer en ny mand i chefstolen hos Inopower i Nørresundby, og det bliver Jens Seehusen Christensen, der nu sætter til sig tilrette for bordenden.
Han kommer til jobbet med solid erfaring fra en række gode stillinger, og har de seneste knap to år siddet som CEO hos GMB Enterprise, og inden da sad han i en lignende stilling hos HMF Group. Og nu er den erfarne leder klar til at løfte Inopowers danske forretning ud på den internationale scene.
“Den stigende efterspørgsel på industriel varmeelektrificering giver store muligheder for Inopower. Industrien står over for en voksende udfordring med at reducere CO2-udledningen, og her vil Jens’ lederskab og erfaring være afgørende for at accelerere vores internationale vækst og styrke vores position som førende aktør inden for power-to-heat,” siger Bjarne Lyngsø, bestyrelsesformand for Inopower A/S.
Danmarks førerposition inden for vedvarende energi og fjernvarme skaber et solidt grundlag for Inopowers vækst. Med næsten 3 GW leverede power-to-heat-systemer hjælper virksomheden forsyningsselskaber og virksomheder med at elektrificere varme, stabilisere elnettet og optimere brugen af grøn energi.
“Inopower leverer gennemprøvet, pålidelig og innovativ teknologi til den grønne omstilling. Det gør vi som et stærkt team, og min ambition er at udvide vores internationale tilstedeværelse og øge den værdi, vi sammen skaber for vores kunder. I tæt samarbejde med kunder og samarbejdspartnere vil vi i fællesskab accelerere den grønne omstilling af energisystemer verden over,” siger Jens Seehusen Christensen.