Kemi- og compliancespecialisterne Mediator med base i Kolding har netop udsendt et tilfredsstillende regnskab. Som en del af regnskabsprocessen er der efterfølgende gennemført opkøb fra en tysk kapitalfond.
Koldingensiske Mediator ApS, specialister inden for kemi og compliance, har præsenteret deres regnskab for 2023, som viser en bruttofortjeneste på 13,4 millioner kroner og et EBITDA på 3 millioner kroner.
Det er virksomhedens bedste resultat til dato og afspejler en stabil vækst i kundebasen og øgede investeringer i digitalisering og organisatorisk udvikling.
“Sidste år var præget af fremgang med en voksende kundedatabase og nye sager. Vores investeringer i organisationen og digitalisering har bidraget til et tilfredsstillende resultat. Det viser et stigende behov for vores ydelser i markedet,” siger Jens Haugaard, CEO i Mediator.
Opkøbt af tysk kapitalfond
I juni 2024 blev koldingenserne opkøbt af den tyske kapitalfond Greenpeak Partners gennem deres datterselskab Certania.
Det strategiske opkøb styrker Mediators position inden for compliance og kemi, og det faktum at de arbejder med internationale reguleringer som REACH, CLP og BPR, hvilket gør dem i stand til at betjene flere kunder i forskellige sektorer gør, at Certania ser virksomheden som en vigtig tilføjelse til deres portefølje.
“Vi ser tydelige beviser på, at Mediator ikke kun har styr på kemien. Det er også dygtige til at styre forretningen. Vi lægger stor vægt på, at de er et compliance-hus, der dækker flere aspekter, og at de har fuldt overblik over, hvad der skal til, for at gå til markedet i forhold til lovgivningen,” siger Moritz Gruber, CEO i Certania.
Mediator ser positivt på fremtiden og forventer yderligere vækst i 2024 og Jens Haugaard udtaler, at virksomheden sigter mod en årlig stigning i toplinjen på 15 procent, primært gennem abonnementsbaserede løsninger.
Resultatet for 2024 forventes at overgå det nuværende, med fokus på at udbygge relationer med eksisterende og nye kunder.