SJF Bank leverer i 2025 et meget tilfredsstillende resultat med bred vækst i forretningsomfanget og den højeste totalindkomst i bankens 200-årige historie. Totalindkomsten lander på 679,0 mio. kr., en stigning på 4 pct, mens resultatet efter skat udgør 611,6 mio. kr., svarende til en forrentning af primo egenkapitalen på 12,7 pct.
2025 har været præget af et højt aktivitetsniveau og fremgang på alle væsentlige forretningsområder. Det samlede forretningsomfang er vokset med 9 pct. til 119,6 mia. kr., herunder stigninger i udlån og indlån på henholdsvis 12 pct. og 10 pct.
“Vi ser fremgang i alle centrale forretningsområder. Det er særdeles tilfredsstillende at levere den højeste totalindkomst i bankens historie. Resultatet er et udtryk for stærke kunderelationer og en målrettet eksekvering af vores strategi,” siger administrerende direktør Lars Petersson.
Stærke basisindtægter trods lavere renter
Selv om renteniveauet har været faldende, har banken formået at fastholde basisindtægterne på samme høje niveau som året før. En væsentlig årsag er en øget forretningsaktivitet, hvor væksten primært er drevet ud af vores erhvervscentre på Sjælland, Fyn og Falster samt landbrugscentret. I 2025 er udlån til erhvervssegmentet og formidling af realkreditfinansiering via DLR Kredit steget hhv. 16 % og 14 %. For formuende kunder ses også fremgang, særligt i form af vækst i forvaltede midler på vegne af kunder, som er vokset med 11 pct.
Nettogebyr- og provisionsindtægterne er steget med 6 pct. og opvejer dermed et mindre fald på 4 pct. i renteindtægterne.
Stabile omkostninger trods store investeringer
De samlede omkostninger stiger med 9 pct., svarende til ca. 87,3 mio. kr. Stigningen skyldes primært engangsposter – i alt ca. 65 mio. kr. – i forbindelse med bankens navneskifte, etableringen af et nyt områdecenter i Carlsberg Byen samt organisatoriske tilpasninger. Korrigeret for engangsposter er omkostningsstigningen 2 pct.
Nedskrivningerne på udlån udgør 20,2 mio. kr. og vidner om en fortsat stærk kreditbonitet.
Historisk højt udbytte til aktionærerne
Bestyrelsen indstiller et udbytte på 11 kr. pr. aktie for 2025 – det højeste siden bankens børsnotering i 2015. Derudover er der gennemført et aktietilbagekøb for 100 mio. kr. i 2025.
Store strategiske skridt i 2025
2025 har været året, hvor banken åbnede sit nye 4.500 m² store områdecenter i Carlsberg Byen og gennemførte et navneskifte fra Sparekassen Sjælland-Fyn til SJF Bank.
“2025 har budt på vigtige skridt i vores strategi, uden at det er gået ud over den daglige drift. Navneskiftet og etableringen af vores store områdecenter i Carlsberg Byen er forløbet over al forventning. Det giver os et stærkt udgangspunkt for næste fase, og vi præsenterer vores kommende strategi i løbet af 2026,” siger Lars Petersson.
Forventninger til 2026
SJF Bank forventer et resultat før skat i niveauet 675-800 mio. kr. Forventningerne bygger på et uændret renteniveau, stigende forretningsomfang, en lavere omkostningsprocent, positive kursreguleringer og et højere nedskrivningsniveau.
Resultater i overskrifter
- Primo egenkapitalen forrentes svarende til 12,7 pct efter skat
- Basisindtægterne stiger 2 mio. kr.
- Årets totalindkomst: 679 mio. kr. (+4 pct)
- Kapitalprocenten udgør 24,4 pct.
- Nettorenteindtægterne falder 4 pct.
- Gebyrer og provisionsindtægter stiger 6 pct.
- Omkostningsniveauet, inklusive af- og nedskrivninger, stiger 9 pct. (korrigeret for engangsomkostninger ifm. bl.a. tilpasning af medarbejderantallet, navneskifte samt investering af nye lokationer – herunder Carlsberg Byen – udgør stigningen godt 2 pct.)
- Nedskrivningsposten udgør 20,2 mio. kr.
- Det samlede forretningsomfang er de seneste 12 måneder steget 9 pct.
- Indstillet udbytte er 11 kr. pr. aktie
- Forventet resultat før skat 2026 er 675-800 mio. kr

