Flere og flere brancher bruger robotter og automatisering til at fremtidssikre deres drift. I Danmark er der fortsat masser af uopdyrket automationspotentiale, og derfor åbner Nordens første og største rendyrkede robotmesse, R-22, om kort tid dørene op i Odense, for nye robotbrugere på alle niveauer fra fem store danske sektorer: Landbrug, byggeri, sundhed, energi og industri.
Hvor meget af det, du laver på din arbejdsplads, kunne egentlig gøres på en sundere, hurtigere, bedre eller billigere måde med hjælp fra nye teknologier? Det har de færreste næppe overblik over.
Men hvis man spørger grundlægger af Universal Robotics, Esben Østergaard, er det netop et spørgsmål danskerne bør reflektere over og tale om. Uanset om man er landmand, sygeplejerske, tømrer eller industritekniker.
“Potentialet i anvendelsen af robotteknologi er langt fra realiseret endnu her i Danmark. Vi har som land de rette teknologier, kompetencer og intentioner, men vi er simpelthen nødt til at sætte turbo på robot-udrulningen for at komme på omdrejningshøjde i den globale konkurrence,” fortæller Esben Østergaard, der i dag investerer sine ressourcer og indsigt i at hjælpe robotstartups med at udvikle teknologier, der gør noget positivt for verden, f.eks. klimaet.
Bliv klogere på fremtiden
I Odense har eventarrangøren Odense Congress Center valgt at gøre noget aktivt for at få sat turbo på automatiseringen på danske arbejdspladser. Et af landets største messe- og konferencesteder bliver således om kort tid fyldt op med robotter og mennesker, der fortæller om både gevinsterne ved, og de konkrete muligheder, for at automatisere især i fem største danske brancher.
“Målet med R-22 er at inspirere mange flere danske virksomheder til at komme i gang med automatisering af processer og opgaver i deres arbejde. På messen kan de både møde hele den samlede robot-, drone- og automatiseringsbranche, samt høre om andres erfaringer med at implementere robotter,” siger Katarina Fruerlund Deylami, Business Unit Manager på R-22.
Der er gratis adgang for alle interesserede til både messen og konferencerne, hvorbåde ledere, forskere, politikere, og alle andre kan blive klogere på en fremtid med robotter. R-22 har åbent dagligt kl. 9-16 fra onsdag 23. marts til fredag 25. marts i Odense Congress Center.
Blandt de 110 talere på R-22s mange konferencer finder man blandt andet indlæg fra nøglepersoner hos nogle af frontløberne i brug af robotter i Danmark som eksempelvis Aarhus Kommune, Kamstrup og Danfoss.

