I løbet af 2023 har den danske underholdningskæmpe, 5th Planet Games, opnået det bedste årsregnskab i virksomhedens historie.
Bagmanden til den originale skærmtrold Hugo, der i sin tid slog sine folder i programmet Eleva2eren på TV2, spiludvikler- og udgiver 5th Planet Games, kan med tilfredshed præsentere deres årsresultater for 2023.
Virksomhedens årsomsætning er opgjort til 16,6 millioner kroner, hvilket repræsenterer en stigning på 47 procent i forhold til det foregående år.
Den betydelige vækst skyldes blandt andet gunstige samarbejder, herunder partnerskaber med det amerikanske selskab, Skybound, som ligeledes opererer indenfor underholdningsindustrien.
Disse partnerskaber har været afgørende for at løfte bruttoindtjeningen med hele 347 procent, og har dermed bidraget væsentligt til 5th Planet Games’ imponerende resultat i 2023. I overensstemmelse med bestyrelsens forventninger, lander årsregnskabet på det forventede resultat.
”Det er fantastisk at opleve den rejse, som 5th Planet Games har været på – og at se de seneste resultater. Spilindustrien er nådesløs, men vi har alligevel formået ikke kun at skabe et rekordresultat i 2023; vi er også lykkedes med at gøre 5th Planet Games til et firma, der succesfuldt er i stand til at favne flere titler, flere genrer og flere strategiske partnerskaber,” siger Mark Stanger, CEO hos 5th Planet Games.