Øget diversitet og skærpet fokus på IT-sikkerhed står øverst på dagsordenen for bestyrelser i 2024. Det er nu tid til handling baseret på erfaringerne fra 2023, skriver Peter Agergaard, CEO Board Education og Kenneth Mikkelsen, CCO Board Education.
Året 2023 var en begivenhedsrig rejse, og nu er det på tide at implementere både de lærdomme, vi har erhvervet os, og den nye lovgivning som er eller bliver besluttet politisk, når vi bevæger os ind i 2024.
Mens miljømæssige aspekter har stået i rampelyset, bør vi nu rette vores opmærksomhed mod det sociale (S) og governance (G) i ESG. Både en ny diversitetsanalyse fra DI og Djøf’s seneste undersøgelse om ESG sender et klart signal om, at dansk erhvervsliv er i akut behov for en diversitetseksplosion, især i bestyrelseslokalerne.
Bestyrelser bør være et spejl af det samfund, de opererer i – ikke kun i køn, men også i alder, uddannelse og kulturel baggrund. Diversitet er ikke blot et trend-ord; det er afgørende for en stærk og bæredygtig bestyrelse. I en tid med mangel på arbejdskraft er det ikke bare en ideel vision; det er en nødvendighed for virksomheder, der ønsker at trives og træffe kvalificerede beslutninger på lang sigt.
Eksempler som Maersk, der har intensiveret indsatsen mod krænkelser og aktivt arbejder på at skabe en inkluderende kultur og Give Steel, der har tilsluttet sig diversitetsløftet, viser vejen ved at intensivere indsatsen for inklusion.
Men vi skal også lære af fejltagelser som Chr. Hansen, der, ved at fjerne regnbueflaget, afslørede en form for woke kapitalisme og samtidigt afslørede huller i tilgangen til sociale og governance-aspekter. Eller Deloitte, der måtte afskedige en ejerpartner på grund af utilstrækkeligheder i whistleblowerordningen. Disse hændelser illustrerer behovet for konkrete skridt mod et etisk og ansvarligt forretningsmiljø.
2023’s læring er tydelig: Vi skal handle i 2024 for at øge diversiteten i bestyrelserne. Åbne opslag og upartiske rekrutteringsprocesser er afgørende, men det kræver også klare mål og retningslinjer for virksomhedens sociale og governance-aspekter, som ikke blot skal være floskler; de skal indlejres som fundamentale dele af virksomhedernes strategier.
En anden vigtig lektion fra det forgangne år er nødvendigheden af at tage IT-sikkerhed alvorligt. EU’s kommende NIS2-direktivog Digitaliseringsstyrelsens undersøgelse peger på, at mange danske SMV’er ikke prioriterer tilstrækkelig IT-sikkerhed. I 2024 skal bestyrelser aktivt deltage og forstå, at IT-sikkerhed ikke længere er en ekstern trussel; det er en intern ansvarlighed, der kræver proaktiv beskyttelse af virksomhedens digitale integritet.
2024 er året, hvor bestyrelserne skal gå fra ord til handling. Fra E til ESG og fra reaktion på trusler til proaktiv beskyttelse. Vi har opsamlet vigtige erfaringer i 2023 – nu er det tid til at omsætte den viden til handling.
Peter Agergaard og Kenneth Mikkelsen er hhv. CEO og COO i Board Education.