IT-virksomheden Sweet Geeks bliver en del af den Silkeborg-baserede SCADA Internationals vækstrejse, der med sit speciale i intelligente software- og hardwareløsninger til den vedvarende energisektor nu forøger forretningen med flere digitale kompetencer og eksperter.
Der er blevet handlet, underskrevet og trykket hænder i det midtjyske, efter at Silkeborg-virksomheden Sweet Geeks er blevet opkøbt af SCADA International.
Silkeborgenserne, der særligt har specialiseret sig inden for support af danske og internationale nøglespillere i energisektoren, bliver en vigtig del af af SCADAs planlagte vækstrejse. De 35 medarbejdere i Sweet Geeks for dermed nye chefer, men forbliver en selvstændig enhed i koncernen.
”Det er vores klare overbevisning, at de store kunder i industrien forventer, at vi kan levere løsninger på tværs af deres værdikæde. Ved at integrere Sweet Geeks’ kompetencer kan vi understøtte begge virksomheders kunder med en bredere pallette af unikke løsninger og rådgivning og dermed i højere grad supportere deres rejse i den grønne omstilling,” siger administrerende direktør hos SCADA International, Thomas Bagger.
Også hos Sweek Geeks er begejstringen stor. Grundlægger og administrerende direktør, Steffen Pedersen, oplever det som det perfekte match, og at kemien er helt rigtig.
For Steffen Pedersen er målet, at Sweet Geeks gennem et opkøb kan skalere til nye markeder i takt med kundernes udvikling og stigende behov, samtidig med at holde fast i den ekspertise, hvorpå deres succes er skabt:
”Tiden har været inde til at finde en partner, der kan tage vores viden og evner til det næste niveau og samtidig fortsat give plads til vores innovative tilgang og visioner. Det har vi fundet hos SCADA International, som på mange måder deler vores mission om at være et videnshus og sparringspartner for industrien.”