Den traditionsrige virksomhed Niels E. Jensen ApS i Middelfart, som har været en fast del af lokalsamfundet i over 60 år, tager nu et stort skridt ind i fremtiden. I dag bliver virksomheden en del af SIF Gruppen.
Der er blevet underskrevet dokumenter og trykket hænder i Middelfart, hvor Niels E. Jensen pr. dags dato bliver en del af SIF Gruppen, der er blandt de ledende aktører inden for el-tekniske installationer i Danmark.
“SIF Gruppen er den ideelle partner til at løfte vores virksomhed til næste niveau. Begge virksomheder har været familieejede gennem flere generationer, og vi deler et fælles fokus på service, det gode håndværk og kundetilfredshed,” siger Jørgen Jensen, administrerende direktør i Niels E. Jensen ApS.
Med opkøbet får Niels E. Jensen mulighed for at styrke sine medarbejderes kompetencer og samtidig tilbyde kunderne på Fyn og i Jylland endnu bedre løsninger inden for solcelleanlæg og varmepumper.
Partnerskabet med SIF Gruppen betyder derudover, at virksomheden fortsat vil bevare sin lokale forankring og de tætte kunderelationer, som har været kendetegnende for dens succes gennem to generationer.
“Vi er superglade for integrationen af Niels E. Jensen ApS i SIF Gruppen. Opkøbet repræsenterer en vigtig milepæl i vores strategi mod at etablere os landsdækkende. Niels E. Jensen ApS deler vores værdier og kultur, og vi ser frem til at samarbejde om også at kunne levere fremragende service til kunder på Fyn,” siger Lars Mejlby, administrerende direktør i SIF Gruppen.