Forskere fra SDU Life Cycle Engineering har gennemført et casestudie af klimaeffekten ved et genbrugsprogram i Odense. Resultaterne viser, at forbruget ofte flyttes til andre områder, hvilket resulterer i en begrænset eller endda negativ reelle effekt.
Hvis der skal et nyt skrivebord ind på hjemmekontoret, kan vi vælge mellem at købe funklende nyt, eller noget fra genbrugsbutikken eller bekendtes aflagte gamle bord.
Det første er ikke godt for klimaet og pengepungen; det ved de fleste – og de fleste ved også, at genbrug er sund for både pengepung og klimaregnskab. Men sådan er virkelig måske ikke helt alligevel.
“Man taler om rebound-effekten, når grønne tiltag viser sig at være mindre effektive, end de kunne have været, fordi folk ændrer adfærd og øger deres forbrug,” siger Ciprian Cimpan, der er lektor i livscyklusanalyse på Syddansk Universitet og en af forskerne bag en ny undersøgelse, der ser nærmere på, om grønne indkøb nu også er så grønne igen.
Husk elsparepæren
I studiet undersøger SDU-forskerne klimaeffekten af Odense Renovations genbrugsbutik Zirkel, og som det første større danske studie er rebound-effekten også medregnet.
Forskning viser, at der er en markant rebound-effekt ved genbrug af forbrugerprodukter som tøj og møbler, især i rige lande som Danmark. I et studie af en fynsk genbrugsbutik valgte forskerne at fokusere på møbler, da de udgør den største produktkategori. Her fandt de, at man potentielt kan spare 1,8 kilo CO2e per kilo genbrugsmøbel købt i Zirkel. Problemet er bare, anslår forskerne, at størstedelen af disse reduktioner bliver ædt af rebound-effekten.
Dels fordi man fra tidligere undersøgelser ved, at møblerne ikke altid erstatter nye produkter én til én. Men især fordi man sparer mange penge ved at købe en genbrugt sofa frem for en ny, og de penge vil – igen ifølge tidligere undersøgelser – blot blive brugt på andre måder.
“Et velkendt eksempel er elsparepæren, som har gjort det meget billigt at få lys, hvilket så blot har betydet, at folk sjældent slukker for kontakten,” siger Ciprian Cimpan.
Dermed er der i visse tilfælde endda en potentiel negativ effekt, forklarer Ruby Bubinek, der er hovedforfatter til studiet og ph.d.-studerende på SDU Life Cycle Engineering.
“Vi regner os frem til en rebound-effekt på mellem 82 og 167 procent Det vil altså sige, at genbrugte møbler i bedste fald kan spare klimaet for 0,32 kg CO2e per kg genbrugsmøbel og i værste fald kan føre til en udledning på 1,23 kg CO2e per kg genbrugsmøbel. I hvert fald i vores beregnede scenarier,” siger hun.
Hun slår samtidig fast, at der er tale om et estimat, og at disse tal ikke vil passe på alle typer af forbrugere.