Har man haft tilknytning til arbejdsmarkedet, inden man starter på en erhvervsuddannelse, er der større chancer for at gennemføre. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Der skal mange flere unge ind på de danske erhvervsuddannelser, end der er i dag. For mange unge vender erhvervsuddannelserne ryggen, og for mange af dem, der går der, ender med at droppe ud.
Sådan ser virkeligheden ud, men én bestemt gruppe hænger bedre i på uddannelserne end andre; unge mellem 18 og 24 år, der allerede har haft tilknytning til arbejdsmarkedet.
Af disse ender knap 75 procent med at gøre uddannelsen færdig, mens det kun gælder knap hver anden i aldergruppen.
Vi skal generelt gøre det nemmere for de unge at komme i arbejde, om det så er i et sabbatår eller som fritidsjob.
“Tallene viser det, mange nok allerede har tænkt. Vi ved jo også, at unge mennesker, der har fritidsjob, får en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. Har man erhvervserfaring med sig i bagagen, bliver man nok mindre overrasket, når man senere kommer ud i sit første rigtige job,” siger Christian Borrisholt Steen er politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA.
Samtidig viser tallene, at unge, der starter på en erhvervsuddannelse med erfaring fra arbejdsmarkedet, vælger oftere en uddannelsesretning inden for den branche, de tidligere har arbejdet i. Selvom det ikke er givet, at de unge vælger den retning, de allerede kender, mener Christian Borrisholt Steen, at de tager noget fra jobbet med sig videre
“Selvom den erhvervserfaring, man har fået, ikke er den vej, man gerne vil gå i sit videre arbejdsliv, så tror jeg, at erfaringen altid vil være noget, man kan bruge fremover. Har man aldrig haft et job og så kommer ind på en erhvervsskole, hvor der både er teori på skolebænken og praksis ude i en virksomhed, så kan jeg godt forstå, hvis man kan være uforberedt på det, man møder.”
De senere år har der også fra politisk side været skridt imod at gøre det nemmere for unge at få fritidsjobs, ligesom man fra regeringens side har taget skridt imod mere sammenkobling mellem erhvervslivet og uddannelserne.
“Vi har jo set, at regeringen har lavet en aftale om juniormesterlære, hvor udskolingen kobles mere sammen med erhvervslivet, og det falder jo i god tråd med denne undersøgelse. Derfor skal vi generelt gøre det nemmere for de unge at komme i arbejde, om det så er i et sabbatår eller som fritidsjob,” siger Christian Borrisholt Steen.