Danske Flowering har haft vind i sejlene, siden grundlæggelsen i 2020 – og nu har de også fået en ny investor ombord i form af Søren Flemming Larsen, der tidligere var CEO hos konkurrenten Interflora.
Artin Hodanloo og Johan Vang Wildt grundlagde i 2020 blomsterleverandøren Flowering. Fra starten har deres mission været klar: at udfordre den traditionelle blomsterbranche med en digital og bæredygtig forretningsmodel.
Søren Flemming Larsen, tidligere CEO for Interflora, har investeret i projektet. Under sine otte år i branchen spillede han en central rolle i at etablere Interflora som den førende leverandør af blomsterbuketter i Danmark.
“De to unge, dygtige og arbejdsomme iværksættere, Artin og Johan, har sammen med en investorgruppe og bestyrelse, skabt et spændende udviklingsprojekt med denne digitale satsning, der allerede nu efter kort tid har betydet flotte salgsmæssige resultater. Et interessant projekt, jeg tror meget på som investor,” siger han.
Den nye investor har bl.a. hæftet sig ved, at Flowering har allerede opnået en tocifret millionomsætning, og ikke mindst ved den virksomehedens forretningsmodel, og den nye investorers indtræden glæder de to stiftere.
“Det er en kæmpe milepæl for vores virksomhed. Søren er ganske enkelt en af de personer med mest indsigt i branchen, så det at hans tro på Flowering er ligeså stor som Johans og min, det er vi enormt stolte af,” siger CEO, Artin Hodanloo.