Trods politiske løfter om at sætte en stopper for den høje inflation, er det ifølge nye analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd meget begrænset, hvad politkerne reelt kan stille op.
Det er nok ikke gået din næse forbi, at inflationen er kommet til landet. Priserne stiger, og pengene bliver mindre værd som dagene går, og inflationsprocenten tikker endnu et hak op.
Det skorter heller ikke på politiske løfter og initiativer for, hvad der skal gøres ved problemet. Men nu sætter en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd politikernes ord og løfter i et ganske andet lys.
”Det er vigtigt at forstå i den politiske debat, at den høje inflation primært er drevet af priser på varer, som vi importerer fra udlandet. Det er rigtig svært for de danske politikere at gøre noget ved,” siger Jon Nielsen, chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik nåede inflationen i september op på hele 10 %, men det er ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke et helt sandfærdigt billede. For ser man bort fra inflationen på importvarer er kerneinflationen kun 1,9 procent og 1,5 i gennemsnit set over hele året 2022.
”Det indenlandske prispres er faktisk ikke større end det normale niveau. Set over hele året tegner det indenlandske prispres sig en inflation, der svarer til gennemsnittet siden 2006,” siger Jon Nielsen, der også mener, at det er positivt, at det indenlandske prispres fortsat er på niveau med sit historiske normalniveau.
“Selvom det ikke gør nogen forskel for forbrugerne nede i supermarkedet, så havde dansk økonomi stået over for mere komplekse udfordringer, hvis inflationen også var drevet af indenlandsk pres.”
Derudover bør det ifølge Jon Nielsen fremhæves, at den her til lands førte finanspolitik har været velafstemt med de udfordringer, der har været.
”Vi befinder os midt i en valgkamp, hvor trangen til at uddele økonomiske gaver kan være stor. Men tiden er ikke til ufinansierede hjælpepakker. Det kan være med til at forværre situationen,”

