Københavns Lufthavn spiller en kæmpe rolle for dansk økonomi, viser nye tal fra Greater Copenhagen. En samfundsøkonomisk gevinst, der udgør 73 mia. kr i Region Hovedstaden, 10 mia. kr. Region Sjælland og 10 mia. kr. i Region Skåne.
Den økonomiske gevinst ved Københavns Lufthavn har der næppe ved været den store tvivl om tidligere, men nu kan man sort på hvidt læse, hvad den samfundsmæssige og økonomiske effekt er af lufthavnen i Kastrup.
Ifølge rapporten, ”Københavns Lufthavn – motor for vækst i regionen”, der udgives af Greater Copenhagen, et politisk samarbejde mellem Region Sjælland, Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Halland og samtlige 85 kommuner i Greater Copenhagen, er der i alt mere end 23.000 arbejdspladser at hente, som direkte følge af lufthavnen.
Derudover giver lufthavnen samlet set en gevinst på i alt 73,8 milliarder danske kroner, og er dermed en stor og vigtig motor i danske økonomi. Analysen måler de effekter, som vedrører selve lufthavnen, men også de indirekte effekter som skabes hos virksomheder og medarbejdere med tilknytning til lufthavnen og som følge af tilgængeligheden til lufthavnen..
”Københavns Lufthavn er ikke kun en vigtig lufthavn for Danmark men i høj grad også for det sydlige Sverige. Og det er vi glade for, at Greater Copenhagen har sat tal på. Samtidig er de svenske passagerer også vigtige for at fastholde den skandinaviske hub, som Københavns Lufthavn udgør i dag,” siger Thomas Woldbye, Administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
Hård konkurrence
Greater Copenhagens analyse bygger på de nyeste data, der er fra 2019 og det seneste år fra før Corona-pandemien. Niveauet og bidraget til den regionale økonomi er pt lavere grundet efterdønninger af Corona-pandemien. Eksempelvis er beskæftigelsen i lufthavnen i 2022 ca. 30 % lavere end i 2019.
“Lufthavnen er væsentlig for turismen, danske og svenske virksomheder og for arbejdsmarkedet i Greater Copenhagen. Det overraskende for mig er, hvor stor den samfundsøkonomiske gevinst egentligt er,” siger Tue David Bak, Managing Director, Greater Copenhagen.
Analysen har desuden sammenlignet, hvordan Københavns Lufthavn klarer sig i forhold til andre lufthavne i Nordeuropa inden for den grønne omstilling. Her klarer Københavns Lufthavn sig generelt godt, mens andre lufthavne rykker hurtigere på at reducere udledningen af CO2.
Københavns Lufthavn har mindsket udledningen per passager væsentligt. Blandt sammenlignelige lufthavne har Københavns Lufthavn næstlaveste udledning per passager. Dog viser tal i analysen, at både Hamborgs lufthavn og Oslo Gardermoen har et hurtigere reduktionstempo, når det gælder CO2-udledning.
“Konkurrencen er hård, og vi skal sikre, at lufthavnen kan udvikle sig og forblive konkurrencedygtig overfor lufthavnene i eksempelvis Hamborg, Berlin og Stockholm. Derfor er det også nødvendigt, at lufthavnen forbliver en attraktiv base for et netværksselskab. For uden et netværksselskab, er det umuligt at fastholde CPH’s status som hub,” siger Karsten Lauritzen, Direktør for DI Transport.