Den danske motorcykelproducent Nimbus var i dag med i en paneldebat om deres kapitalrejse i den danske bankverden. Nimbus ønsker, at man i fremtiden bliver bedre til at rådgive virksomheder i deres kapitalrejse – og fokuserer på andet end regneark og penge.
Lørdag middag afholdt Nimbus paneldebat i PressConnects og PublicConnects telt på Folkemødet. Nimbus er en dansk motorcykelproducent, som i dag producerer cykler og snart lancerer en eldreven motorcykel – som begge er designet over den ikoniske danske Nimbus-motorcykel.
Da virksomheden skulle starte op på deres produktio af elcykler, oplevede de, at bankerne ikke troede på dem, og hvad gør man så som virksomhed?
I Nimbus’ tilfælde finansierer man i stedet eventyret gennem ganske almindelige danskere, hvor de med folkeaktier har rejst 12 millioner kroner.
Claus Støvlbæk Clausen, founder og CEO af Nimbus Motorcycles, savner derfor også, at man som startup-virksomhed i Danmark kan få mere rådgivning til, hvordan man rejser kapital, når bankerne lukker for pengekassen.
”Hvor går man hen og får bedre hjælp end den, vi har fået? Vi er ikke eksperter i bankverdenen, så vi har brug for nogle, der kan rådgive os med ekspertise i startups som os, så vi slipper for meget bøvl,” siger han.
Pengene følger kundegrundlanget
Lars Christian Brask, der er erhvervsordfører for Liberal Alliance og erhvervsmand, mener, at bankerne gerne hjælper til at rejse kapital, hvis der er kunder til produkterne på den anden side.
”Når man kommer og vil have kapital hos en bank, fordi man skal have sat gang i sin produktion, så er det enormt vigtigt, at man kan vise sine kunder frem. Det er udsigten til kunder, der tiltrækker bankens interesse,” siger han.
Selvom rejsen for Nimbus har været hård, har de stadig en ambition om at blive store.
”Vores plan er, at vi skal være store, men vi skal også have hjertet med i det her.”
Med i panelet deltog Joachim Sperling, Direktør for Axcelfuture, Niels Krause Kjær, der er journalist og forfatter, Anne Seiersen, Direktør for Kooperationen, Ib Mogensen der er Bestyrelsesformand for Nimbus Motorcycles.