Når Kim Gulstad den 9. marts fylder 50 år, kan han samtidig se tilbage på ni år som administrerende direktør for Kirk Kapital, hvor han har stået i spidsen for en strategisk transformation, der har løftet selskabet til et nyt niveau – både finansielt, organisatorisk og strategisk.
Kim Gulstad er uddannet cand.merc. i Applied Economics and Finance og begyndte karrieren i Goldman Sachs’ Investment Banking Division i London. Her fik han sin grundlæggende skoling indenfor køb og salg af virksomheder, inden han i 2004 fortsatte til kapitalfonden Nordic Capital.
I de følgende 13 år arbejdede han med aktivt ejerskab i både København og Oslo og blev partner med ansvar for fondens norske aktiviteter. Erfaringerne herfra – kombinationen af langsigtet værdiskabelse, aktivt ejerskab og disciplinerede investeringer – har sat et tydeligt aftryk på hans senere evne til at skabe helt unikke resultater.
Fastlægge ny strategisk retning
Da Kim Gulstad i 2017 tiltrådte som administrerende direktør for Kirk Kapital, var en af hans første opgaver at fastlægge en ny strategisk retning. Organisationen blev omstruktureret, så den bedre kunne eksekvere strategien, og der blev etableret et kontor i København som supplement til hovedsædet i Vejle. Målet var klart: færre, større og mere aktive minoritetsinvesteringer i markedsledende selskaber – kombineret med en professionel og skalerbar forvaltningsplatform.
Resultaterne taler deres eget sprog. Under Kim Gulstads ledelse er Kirk Kapitals egenkapital vokset fra 4,4 mia. kr. til over 10,0 mia. kr. Samtidig har selskabet opbygget en portefølje af minoritetsejerskaber i 17 virksomheder og etableret et eksternt forvaltningsben med cirka 18 mia. kr. under forvaltning. Den samlede kapital under forvaltning er i dag mere end 26 mia. kr.
I det seneste offentliggjorte regnskab for 2024 var der et samlet investeringsresultat på 1.333 mio. kr. Det var drevet af solide afkast i både strategiske og finansielle investeringer. For første gang i selskabets historie passerede egenkapitalen 10 mia. kr. – en milepæl, som ifølge Kim Gulstadselv er et tydeligt bevis på, at den langsigtede strategi virker.
Lanceret ny strategiplan
Samtidig har Kirk Kapital lanceret den nye strategiplan Prosperity 2028, der fastholder fokus på værdiskabende investeringer i skandinaviske selskaber med stærke markedspositioner og på yderligere professionalisering af kapitalforvaltningen for eksterne familier.
Ud over rollen som CEO har Kim Gulstad haft mere end ti bestyrelsesposter i forbindelse med investeringerne – altid med fokus på governance, partnerskab og langsigtet værdiskabelse.
Han er medlem af VL45 og ‘broder’ i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab på Sølyst.
Privat bor Kim Gulstad i Hellerup. Han er forlovet med Pouline Mensen, og sammen har de sønnen Wilhelm på ét år. Derudover har han Filippa på ni år og Carl-Johan på 14 år fra et tidligere ægteskab. Fritiden bruges gerne på jagt, løb og i familiens sommerhus i Port Andratx på Mallorca.
Ved sin 50-års fødselsdag står Kim Gulstad som en leder, der har forenet international finansiel erfaring med dansk, familieejet kapital – og som med dokumenterede resultater har sat et klart aftryk på Kirk Kapitals udvikling.
Om Kirk Kapital
Kirk Kapital er et familieejet investeringsselskab, der forvalter kapital med et langsigtet fokus på strategiske minoritetsinvesteringer i markedsledende virksomheder i Skandinavien, samt en diversificeret portefølje af finansielle investeringer. Virksomheden har hovedkvarter i Vejle og blev grundlagt af Kirk Johansen-familien, der er efterkommere af LEGO-grundlæggeren Ole Kirk Christiansen. Kirk Kapital har 17 aktive strategiske investeringer og forvalter ca. 30 mia. kr. i aktiver under forvaltning.

