Black Friday står for døren, og forventningerne er, at danskerne vil shoppe mere end sidste år. Det er godt nyt for de mange nærbutikker, der også er pakkeshops, da det sætter gang i omsætningen.
Denne uge byder på både Black Week og Black Friday, og det plejer at betyde, at danskerne får travlt med at svinge dankortet.
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv vil 4 ud af 10 danskere shoppe i forbindelse med Black Friday, og de vil i gennemsnit bruge 500 kr. mere end sidste år. Det er ikke bare godt nyt for landets mange netbutikker, det er også godt nyt for de mange pakkeshops landet over, hvor danskernes pakker i disse og de kommende dage vil ankomme til og blive afhentet.
“Vi samarbejder med forskellige pakkeaktører som dao, GLS, Bring, DHL og PostNord, og vi oplever generelt en vækst i pakkevolumen blandt alle aktørerne. Pakkeshops er vigtige for vores forretning, da de sikrer, at der kommer langt flere kunder i butikken og dermed øger salget,” siger Steffen Andersen, der ejer kiosken Bladcentralen Aars i Vesthimmerlands Kommune.
Vitalt samarbejde
Pakkeshops fungerer i dag som lokale knudepunkter, hvor kunder kombinerer afhentning af pakker med daglige gøremål som indkøb og brevforsendelser. Det gør dem ifølge Lars Balsby, salgsdirektør hos dao, til en vigtig del af lokalsamfundet.
“Mange pakkeshops er en slags lokale multicentre, hvor kunder kan hente medicin, klare lottokuponer, handle og udlevere pakker – alt samlet ét sted,” siger han, og lægger ikke skjul på, at han forventer, at den øgede travlhed hos landets pakkeshops vil få flere til at vælge hjemmelevering under årets Black Friday og julehandel.
At samarbejdet med leveringstjenesterne er vigtigt for nærbutikkerne, kan man også snakke med om hos Nærbutikkernes Landsforening, hvor formand, Jesper Lundberg, mener, at mange nærbutikker ikke ville kunne overleve uden disse samarbejder.
“Pakkeshops er en vital indtægtskilde og spiller en nøglerolle i at bevare nærbutikkerne, og uden pakkeshops ville over halvdelen af dem være nødt til at lukke,” siger han.
Danskerne modtager da også mange flere pakker gennem landets pakkeshops end tidligere, og de seneste siden sidste års højsæson fra Black Week i november til og med julehandlen har dao således også åbnet mere end 200 nye pakkeshops. Dermed er der også 200 nærbutikker mere, der får glæde af den strøm af kunder, som pakkerne giver.
“Kundestrømmen, som pakkeshops genererer, er afgørende for omsætningen og gør, at kunderne kommer igen og igen. Det skaber stamkunder og holder butikken i gang,” siger Jesper Lundberg.