Danish Centre for AI Innovation samler to af de mest erfarne AI-profiler i Norden i den øverste ledelse. Martin Svensson, der har stået i spidsen for AI Sweden, udnævnes som administrerende direktør, og Rasmus Bisgaard, tidligere Regional Business Lead hos NVIDIA Danmark, tiltræder som Chief Commercial Officer.
Martin Svensson er udnævnt som ny administrerende direktør for Danish Centre for AI Innovation A/S (DCAI) med tiltrædelse 1. juni 2026.
Svensson har igennem en årrække opbygget en stærk profil inden for anvendt kunstig intelligens i Norden. Som Managing Director hos AI Sweden stod han i spidsen for at udvikle organisationen fra opstartsfase til et nationalt center med over 100 medarbejdere og mere end 180 partnere på tværs af erhvervsliv, forskning og den offentlige sektor.
“Martin Svensson besidder en sjælden kombination af strategisk forståelse og praktisk erfaring med at bygge AI-organisationer op. Han ved, hvad det kræver at samle erhvervsliv, forskning og den offentlige sektor om en fælles dagsorden og omsætte avanceret teknologi til reel samfundsmæssig og erhvervsmæssig værdi,” siger forperson i DCAI, Nana Bule.
Udover sit arbejde i AI Sweden har Svensson siddet i den svenske regerings AI-kommission, hvor han arbejdede tæt sammen med ledere fra landets største virksomheder og institutioner og bidrog til udviklingen af et nationalt roadmap for AI i Sverige. Nu vender han blikket mod DCAI og Danmark:
“Evnen til at anvende kunstig intelligens på tværs af sektorer er i dag en afgørende parameter for både forskningsmæssig og erhvervsmæssig konkurrenceevne. Med DCAI har Danmark og resten af Norden fået en reel mulighed for at være med i front på den udvikling. Jeg tiltræder med et klart fokus på at bygge og skalere suveræne AI-løsninger, der skaber reel værdi for erhvervsliv, samfund og forskning,” siger Martin Svensson.
Rasmus Bisgaard bliver Chief Commercial Officer i DCAI
Sideløbende styrkes ledelsen med ansættelsen af Rasmus Bisgaard som Chief Commercial Officer, som ligeledes tiltræder den 1. juni. Bisgaard kommer fra NVIDIA, hvor han som Regional Business Lead for Danmark og Island har rådgivet offentlige og private aktører om strategisk AI-infrastruktur, sovereign AI-løsninger og implementering af avancerede AI-platforme.
Han udtaler selv: “I min tid hos NVIDIA har jeg på tæt hold set, hvordan avanceret AI-computing forandrer verden og skaber økonomisk, teknologisk og samfundsmæssig fremdrift. Med DCAI og Gefion har vi fået en stærk platform, som kan accelerere udviklingen og omsætte store visioner til konkret værdi for Danmark og Norden. Jeg ser meget frem til at være med til at indfri det enorme potentiale, Gefion rummer, som vil gavne os alle”.
Om Danish Centre for AI Innovation A/S
Danish Centre for AI Innovation A/S (DCAI) blev etableret i 2024 af Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond med det formål at styrke dansk AI-forskning og innovation. DCAI driver Gefion, Danmarks første AI-supercomputer, og har ambition om at fungere som katalysator for AI-værdiskabelse på tværs af erhvervsliv, forskning og den offentlige sektor.

