Stadigt flere danske virksomheder er kommet på TikTok, hvor de kæmper om brugernes og potentielle kunders gunst. Her giver Malene Priebe Hold, head of TikTok ved Kubbco, tre bud på typiske fejl, virksomheder begår på TikTok.
Mange har hånligt kaldt det for en danseapp for teenagere, men TikTok er på få år vokset til et af verdens vigtigste sociale medier, og har i dag mere end en milliard månedlige brugere verden over – og mere end fyrre procent af disse er mellem 30 og 50 år gamle.
Samtidig har mange virksomheder og brands gjort deres entre på TikTok. Og mens nogle gør det med stor succes, halter andre betydeligt efter. Nogle bruger mediet forkert, andre er ikke modige nok.
Malene Priebe Hold er Head of TikTok ved den danske afdeling af SoMe-bureauet, Kubbcos, og giver her tre bud på typiske fejl, mange virksomheder begår på TikTok.
Husk ekspertisen
Hvis man skal have succes på TikTok, så skal virksomhedens ledelse lære at stole på dem, der rent faktisk ved, hvad de taler om. I modsætning til ledelsen, er det næsten altid de unge medarbejdere, der ved, hvad der virker på TikTok, og den viden er essentiel for at få succes.
Jeg oplever tit, at der kommer rigtig gode ideer fra de yngste medarbejdere, men at man højere oppe i hierarkiet ikke forstår ideen eller formålet med appen, og derfor siger nej. Men TikTok kræver, at man som virksomhed og brand tør være modig og teste grænser, og tør man ikke det, kommer man ingen steder.
Eks. har REMA 1000 i Hillerød kæmpe succes, fordi de tør at teste grænserne og forstår, hvordan mediet fungerer. Og mit gæt er, at de har en ungarbejder til at drive deres TikTok.
Men desværre er mange beslutningstagere 45-50 år, og de tager beslutninger uden at kende til platformen, og det er en skam, for de mister potentielt mange kunder og omsætning på den måde.
Husk originaliteten
Tidligere handlede TikTok meget om at følge særlige trends, men der er sket et ret markant skifte det seneste år. I dag gælder det først og fremmest om at være original og turde skille sig ud.
Mange har hidtil set nøje på, hvad andre har gjort og haft succes med, og så forsøgt at gøre noget lignende, og det er gået godt i mange tilfælde. Men tiden har ændret sig, og det kan vi også se at TikToks algoritmer har.
Det skifte er sket, fordi platformen er modnet, der er kommet mange flere brugere, og også mange flere brands, der kæmper om folks opmærksomhed. Det gør, at man i dag skal tænke mere langsigtet, og knap så meget på her og nu.
Samtidig kan vi se, at mange unge fra Generation Z (unge under 25 år) bruger TikTok mere som en søgemaskine ala Google. Det er der, de søger på bøger, restauranter og alt muligt andet, og derfor er det vigtigt, at det content, man har, skiller sig ud fra mængden.
Ligner man alle andre på TikTok, vil brugerne ikke finde dit brand ret interessant.
Husk interaktionen
Mange har desværre en tendens til at ignorere brugernes kommentarer og den dialog, de prøver at skabe. Det skal man passe på med, for TikTok lægger utrolig meget vægt på netop dialog og interaktion.
Derfor mener jeg, at man skal have en strategi om at være proaktiv og også reagere på andre brands videoer, for det hjælper rigtig meget med at drive trafik ind til ens egen side.
Selvfølgelig har alle ikke ressourcer til at sidde med den slags hele dagen, men det er tid givet rigtig godt ud, hvis man vil være på TikTok.
For det er bare på den måde, rigtig mange brugere på platformen finder nye brands og potentielt lægger penge i din forretning. Den vigtigste lektie omkring TikTok er nok, at man som virksomhed skal gå til det på en helt anden måde, end man gør på andre sociale medier, hvis man vil have succes. Det kræver tid, mod og nytænkning.