Kunstig intelligens fylder overskrifterne, men mange overser, at det er adgang til billig og stabil energi, der bliver næste årtis vigtigste konkurrenceparameter. Især Kina investerer massivt, mens Europa og Danmark nøler.
Der bliver talt meget om kunstig intelligens for tiden. Om hvordan teknologien vil revolutionere vores arbejdsmarked, skabe nye forretningsmodeller og ændre måden vi lever på. Men det helt afgørende kapløb foregår et ganske andet sted, nemlig i kulissen bag AI-hypen.
For uden adgang til stabil, billig og skalerbar energi er der ingen digital revolution. Vi kommer simpelthen ikke i gang! Og her er det ikke Europa, der er i front. Tværtimod står Danmark og resten af kontinentet i en sårbar position – komplet afhængig af kinesiske produkter – og Kina sætter lige nu tempoet op og trækker fra i det, der reelt bliver fremtidens vigtigste konkurrenceparameter: Energi.
Meget af Kinas produktion er allerede automatiseret, og inden længe vil minedrift, landbrug og industriproduktion køre i næsten lukkede kredsløb. Samtidig er de såkaldte “dark factories” i form af fuldautomatiserede anlæg uden behov for mennesker eller lys nu en realitet. Det kræver færre hænder, men enorme mængder energi. AI og automatisering driver udviklingen, men energiforsyning og lagring afgør, hvem der kan skalere. Når energi bliver flaskehals, er det ikke kun en teknisk udfordring – men også en trussel mod vores børns velfærd.
Råstoffer og energirelaterede teknologier
Kina er længere fremme, end de fleste tror. De investerer massivt i grøn energi og producerer billigere end Europa. Samtidig kontrollerer de store dele af forsyningskæderne for råstoffer og energiteknologier. Landet tester og skalerer sideløbende nye energilagringsløsninger og satser parallelt på mange forskellige teknologier. Det giver både stabilitet og mulighed for at eksportere fremtidens energiinfrastruktur og grønne brændstoffer til industrien.
Vi kan ikke regulere os til succes. Vi skal derimod turde bygge, turde skalere og prioritere.
Kinas energinet udbygges hurtigt, og lokale myndigheder integrerer vedvarende energi og optimerer distributionen. I samspil med det har Kina i årtier fokuseret strategisk på adgang til råstoffer og energiteknologier. Når man styrer inputtet til den grønne omstilling, styrer man også, hvor og hvordan den kan ske. Begrænses eksporten af centrale komponenter, vil det mærkes direkte i Europas energisektor og dermed i vores mulighed for at deltage i AI-kapløbet.
Så hvor Europa bremses af langsomme processer, opererer Kina med en handlekraftig, centraliseret tilgang.
Danmark mangler volumen og sammenhæng
Europa kæmper med høje energipriser, en presset infrastruktur og politiske processer, der ikke matcher tidens behov. Danmark har klare teknologiske styrker – især inden for vind– men vi mangler volumen og sammenhæng, og vores Power-to-X-løsninger er gode, men dyre at skalere. Endelig er vores elnet for svagt til at bære fremtidens ambitioner. Så selvom vi tit taler om grøn førerposition, hvor vi er selvforsynende inden for grøn energi, har vi ikke infrastrukturen til at være relevante i en fremtid med AI og mere automatisering.
For danske virksomheder er udfordringen allerede mærkbar. Industrien presses af høje produktionsomkostninger, og tech-virksomheder kæmper med dyr energi. Der mangler en samlet, langsigtet strategi for, hvordan Danmark kan sikre sin plads i en fremtid, hvor adgangen til billig energi er lige så afgørende som kapital og arbejdskraft. Hvis vi evner at skifter gear, leverer vil vi ikke blot på at sikre eksisterende produktion men også fremtidssikring af nye forretninger.
Mærkbare konsekvenser
Udviklingen er ikke uden omkostninger. Allerede i dag ser vi energiintensive virksomheder flytte investeringer ud af Europa for at finde mere fordelagtige vilkår, og i takt med at automatisering og digitalisering accelererer, bliver energipriser og infrastruktur afgørende for, hvor værdiskabelsen finder sted. Hvis Danmark og Europa ikke handler nu, risikerer vi at miste både arbejdspladser og innovationskraft. Energi er ikke længere blot en teknisk nødvendighed – det er blevet en central konkurrenceparameter, som har betydning for både klimaet og sammenhængskraften i vores samfund.
Der er stadig tid til at handle, men det kræver politisk mod og en ambitiøs tilgang. Danmark og EU skal tænke energi som et geopolitisk kapløb, ikke kun klimapolitik. Med de rette beslutninger kan vi sagtens skabe sikkerhed for virksomhederne i Vesten, så de tør investere langsigtet i infrastruktur og teknologi de næste 15-20 år. Det kræver investeringer i net, lagring og internationalt samarbejde.
Det kræver samtidig stor pragmatisme i vores tilgang til Kina. Vi er i dag dybt afhængige af kinesisk teknologi og forsyningskæder, og den afhængighed er – paradoksalt nok – nødvendig for at kunne gennemføre den grønne omstilling i tide. Vi skal gradvist bygge vores egne løsninger, men samtidig omfavne kinesisk teknologi på en smart og strategisk måde.
Det fordrer en erkendelse, men også en tro på, at det kan lykkes. Vi kan ikke regulere os til succes. Vi skal derimod turde bygge, turde skalere og prioritere. Alternativet er, at vi ser til, mens andre definerer fremtidens infrastruktur og høster gevinsten.
Mads Christiansen er CEO og Fondmanager i NewDeal Invest, og Peter Lisbygd er CEO i China Experience.