Landet fattes fagligt personale til sundhedsvæsenet, og det kan komme til at gå alvorligt ud over kvaliteten af den behandling, vi danskere får brug for. Derfor bør der i stigende grad satses på digitalisering, der kan frigive ressourcer og give mere tid til den enkelte patient, mener Lægeforeningen.
Vi har gennem mange år haft mangel på sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale, og problemer med at besætte de ledige stillinger truer med kun at blive mere udtalte i fremtiden, hvor antallet af ældre, der får brug for hjælp og pleje, kun vil stige. Det er ikke en ny problematik, men problemets omfang vokser for hver dag, der går.
Der er med andre ord brug for løsninger, der kan frigive tid til den enkelte patient, så personalet kan bruge deres tid bedst muligt.
“De kommende år vil uundgåelig betyde endnu mere digitalisering, og det er vigtigt, at den kommer til at foregå, så den opleves som en forbedring for patienterne og som en understøttelse af det daglige kliniske arbejde,” siger Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningen.
Udgangspunkt i den enkelte patient
For Lægeforeningen handler det i høj grad om at gøre arbejdet og hverdagen mere fleksibelt og effektivt. Samtidig henviser man til, at der allerede nu er mange løsninger, der kan bidrage til at lette arbejdet for personalet, og dermed give mulighed for at bruge tiden et andet sted.
“For eksempel hvis de selv udfører kontrolmålinger i deres hjem. Samtidig kan vi i sundhedsvæsenet tilpasse kontrol af deres kroniske lidelser, når det er mest relevant, siger Camilla Rathcke.
I maj indgik regeringen og en række partier en aftale om en sundhedsreform, som blandt andet fremhæver vigtigheden af gode digitale løsninger i sundhedsvæsenet. Et mål som Lægeforeningen er enig i, og som er afsæt for, at foreningen nu lancerer et nyt digitaliseringsudspil.
Hos Lægeforeningen understreger man dog samtidig, at de nye digitale løsninger ikke må stå alene, men at man i sundhedsvæsenet derimod altid har stor opmærksomhed på de digitale kompetencer hos den enkelte patient.
”Ikke alle magter de nye teknologier, og dem skal der naturligvis tages hånd om. Vi må ikke efterlade nogle med et dårligere sundhedstilbud, fordi de ikke kan håndtere en digital løsning,” siger Camilla Rathcke.

