Der kommer stadigt flere tomme kontorlokaler i Hovedstaden og Region Sjælland, hvor også konkurstallet ligger højt i forhold til på landsplan.
En ny rapport fra EjendomDanmark viser, at antallet af ledige kontorlokaler er steget betydeligt, især i Hovedstaden og Region Sjælland. Tomgangen for kontorlokaler nåede 8,0 procent i andet kvartal 2024, hvilket er en stigning på 0,7 procentpoint siden starten af året og en stigning på 1,0 procentpoint sammenlignet med samme periode sidste år.
”Stigningen i tomgangsprocenten skyldes primært færdiggørelsen af flere kontorbyggerier. Virksomhedernes øgede fleksibilitet og tendensen til mere hjemmearbejde betyder også, at der er mindre behov for faste kontorpladser, hvilket yderligere bidrager til den øgede tomgang,” siger Bjarke Roed-Frederiksen, cheføkonom i EjendomDanmark.
Region Hovedstaden oplevede en stigning i tomgangen fra 7,0 procent til 7,9 procent i løbet af det seneste kvartal. Tilsvarende er tomgangen i Region Sjælland steget markant og ligger nu på 13,9 procent, hvilket er en stigning på 2,4 procentpoint i løbet af de seneste måneder.
Bjarke Roed-Frederiksen påpeger også, at virksomheder med mange ansatte, der flytter, kan have en betydelig indvirkning på markedet.
”I København er både Nykredit og Danske Bank, som begge har rigtig mange ansatte, for nyligt flyttet i nybyggede domiciler. Et goddag til det nye betyder også altid et farvel til det tidligere. Her er der både en vis sandsynlighed og risiko for, at lokalerne er uden en lejer, mens de sættes i stand.”
I juni måned var 58,94 procent af de i alt 414 konkurser koncentreret i Hovedstaden og Region Sjælland.