Bo Sandberg er boligøkonom i Dansk Industri og skriver jævnlig indlæg på MarketConnect.
Ifølge Danmarks Statistik er der sket en kraftig stigning i byggeriets materialepriser på godt og vel otte procent i 2021. Men spørger man boligøkonom i Dansk Industri, Bo Sandberg, så er byggeomkostningerne i den virkelige verden steget endnu mere end statistikken viser.
Ifølge Danmarks Statistiks byggeomkostningsindeks, så steg priserne på byggematerialer ”kun” med 8,3 procent fra 4. kvartal 2020 til 4. kvartal 2021. Desværre er denne statistik allerede forældet og for længst overhalet af den aktuelle virkelighed.
Det medfører et avanceret sorteper-spil uden vindere, og uundgåeligt stigende risikotillæg i økonomien.
De meldinger, vi i Dansk Industri får fra medlemmer og andre aktører om priserne på bygge- og boligområdet, peger snarere i retning af årlige materialeprisstigninger, der nærmer sig de gennemsnitlige ca. 30 procent, som det såkaldte producentprisindeks – ligeledes fra Danmarks Statistik – er steget med fra januar 2021 til januar 2022. Og for nogle byggematerialers vedkommende er dette endda et konservativt skøn. Visse materialer er efter alt at dømme steget endnu mere i pris det seneste år.
Alt dette skal nu ikke fortolkes som kritik af Danmarks Statistik, men blot en konstatering af, at der er en – i den aktuelle situation – ret afgørende forsinkelse i statistikken. Det netop offentliggjorte 4.kvartals-tal fra Danmarks Statistik er indsamlet medio kvartalet, altså i midten af november 2021, og på de næsten fire måneder, der er gået siden da, har materialepriserne fortsat deres himmelflugt, hvilket blandt andet har sat byggeprojekter på standby både i kommuner og i den almene boligsektor.
Meget stor usikkerhed
Det er især priserne på træ og betonelementer, der trækker prisindekset for byggematerialer opad. Men underliggende slår de eksplosive energiprisstigninger igennem overalt i bygge- og boligsektoren, da både produktion, import og transport er blevet dyrere fra sommeren 2021 og frem.
De voldsomme prisstigninger på byggematerialer er kommet både meget hurtigt og meget pludseligt. Det giver stor usikkerhed blandt byggebranchens aktører, og er i det hele taget noget, der godt kan betegnes som ”en perfekt storm”. Blandt andet importeres meget træ fra Østeuropa, hvilket kun er blevet yderligere besværliggjort i de seneste uger. Og det er ikke kun prisstigningerne, men også leveringstiderne, der gør virkelig ondt på både kunder og virksomheder.
Er der noget, virksomhederne er allergiske overfor, så er det usikkerhed. Og i øjeblikket er det næsten umuligt at afgive eller indhente pristilbud og svært at låse priser fast i længere perioder. Det medfører et avanceret sorteper-spil uden vindere, og uundgåeligt stigende risikotillæg i økonomien. Derfor er det ekstra vigtigt med dialog, forventningsafstemning og tidlig inddragelse af de respektive parter i byggeriets værdikæde.

