Skal man tro Mette Frederiksen på hendes ord, så står vi måske over for et opgør med den danske model, der har været en af hjørnestenene på det danske arbejdsmarked i årtier. Målet lader til at være stemmehøst, konsekvensen kan blive en destabilisering af arbejdsmarkedet, som vi kender det.
Det danske arbejdsmarked har en stabilitet, man ikke finder mange steder i verden. I relativt fred og fordragelighed bliver diverse parter enige om løn og overenskomst, uden at politikerne gør andet end at kommentere lidt fra sidelinjen.
Sådan har det været i årtier, men sådan bliver det måske ikke i fremtiden. For skal man tro Mette Frederiksen, så er det måske på tide at politikerne tager mere magt over de offentligt ansattes løn. Det er som altid et populært politisk greb at kæmpe for mere løn til de offenligt ansatte, men det kan i dette tilfælde vise sig at være en kamp med store konsekvenser.
Selvom Mette Frederiksen ikke er videre konkret i sin udmelding i JP, hvor hun erklærede, at hun var klar til at tale om lønnen til medarbejderne i velfærdssektoren, så er det alligevel fornuftigt at følge godt med i den kommende tid. For hvad er planen, og skal der gribes ind i den danske model eller ej?
Det kommer næppe bag på nogen, at netop Socialdemokratiet og Mette Frederiksen lurer på muligheden for at “forny” den danske model, som det tidligere er blevet kaldt. I 2018 udtalte hun til Ritzau;
”En forhåbentlig kommende socialdemokratisk ledet regering vil sætte et arbejde i gang sammen med arbejdsmarkedets parter og Folketinget om at forny den danske model.”
Mette Frederiksen turnerede i 2018 også med et forslag om regulering af toplønninger i det private erhvervsliv, og derfor kan det heller ikke for alvor overraske, at ønsket om at regulere og bestemme andres lønforhold, nu, måske, er kommet til de offentligt ansatte.
“Vi blander os ikke på den måde i løndannelsen som politikere, men fordi det er tydeligt, at nogle har opsagt kontrakten, så vil vi sige, at vi vil skærpe lovgivningen her, og det er for at lægge en dæmper på, hvor mange millioner du lige kan smide efter en topchef,” sagde Mette Frederiksen i 2018, og foreslog, højest 20 pct. af lønnen må udgøres af variabel aflønning – det vil sige eksempelvis medarbejderaktier eller aktieoptionsprogrammer.
Baggrunden for forslaget i 2018 var finanskrisen, men argumentation sagtens overføres til den nuværende situation med en overstået coronakrise, igangværende inflation og potentiel recession forude.
“Vores velfærdssamfund bygger på en ret fin kontrakt mellem os om, at tingene skal være rimelige. Og vi har desværre set nogle eksempler på bonusser, som løber ud ad et spor, der ikke er rimeligt. Det resulterer så i en stigende ulighed, som er en trussel mod sammenhængskraften,” lød det dengang.
Hvem der dengang og i dag afgører, hvad der er rimeligt, og for hvem, er fortsat et åbent spørgsmål.
Skal der åbnes for mere politisk indblanding i de offentligt ansattes lønvilkår, må man stille sig selv visse spørgsmål. Hvilke faggrupper skal overdrage forhandlingsmagten til en politisk instans, og hvorfor netop disse?
Har de offentligt ansatte i det hele taget interesse i at overdrage ansvaret for lønnen til Mette Frederiksen, og ikke arbejdsmarkedets egne parter?
Til Jyllands Posten siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, om statsministerens udmelding.
“Hvis man kommer i en situation, hvor Christiansborg blander sig direkte i løndannelsen ved at love flere penge til udvalgte grupper i den offentlige sektor, bliver det særdeles vanskeligt at indgå overenskomster fremover. For hvem vil tage forhandlingerne seriøst og stemme for ansvarlige forlig, hvis man har muligheden for at få flere penge ved at henvende sig til politikerne på Christiansborg?”
Også Dansk Industri har udtalt sig kritisk om Mette Frederiksens udmelding.
Faktum er, at markante lønstigninger til de offentligt ansatte vil presse systemet andre steder, hvis der fortsat skal være samme niveau af velfærd, som vi kender i dag. Det lægger op til endnu flere skattestigninger, og pengene vil formentligt skulle hentes i virksomhederne eller blandt de højest lønnede danskere.
Mette Frederiksen må konkretisere, hvad hun mener med sin tvetydige udmelding. Hvad er hendes plan for den danske model, og hvordan mener Socialdemokratiet, at de kan forbedre den.