Hvad gør en professionel bestyrelse for en virksomhed? Karina Goos, der til dagligt arbejder i en række bestyrelser, mener, at mange virksomhedsejere overser betydningen af bestyrelsens arbejde.
Dette er et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet af virksomhedsejere. Og et spørgsmål, der samtidig undrer mig meget. For bestyrelsesarbejdet er ikke kun forbeholdt store virksomheder – tværtimod: Det er netop de mindre og mellemstore virksomheder, der kan drage betydelig nytte af en professionel bestyrelse.
En faglig stærk og mangfoldig bestyrelse kan yde et væsentligt bidrag til virksomhedens udvikling og dermed øge virksomhedens værdi.
Professionalisering
Jeg kender virksomheder, der har færre end 10 ansatte og med succes har etableret en professionel bestyrelse, som har bidraget væsentlig til en bedre top- og bundlinje, og som virksomhedsejere ikke længere vil undvære.
Undersøgelser viser, virksomheder som etablerer en bestyrelse har en markant større sandsynlighed for at have +20 % årlig salgsvækst, end deres konkurrenter uden en bestyrelse.
Uanset, om du har ambitioner om f.eks. at vokse internationalt, rejse kapital til investeringer eller forbedre forsyningskæden i en global, usikker verden – en bestyrelse af faglige eksperter, der selv har stået over for lignende udfordringer og har løst dem med succes, kan hjælpe SMVer med at vokse meget hurtigere og mere stabil.
For ikke at nævne, at mange ejere er meget alene med mange vigtige beslutninger i en verden i hastig forandring, og som de kan løse bedre med et kompetent bestyrelsesteam.
Den værdiskabende bestyrelse
At være bestyrelsesmedlem er ikke længere bare en prestigepost. Det er en professionel stilling med et meget reelt ansvar. Det gælder både i bestyrelser for virksomheder, organisationer og foreninger.
Og det betyder i virkeligheden også, at man er en medarbejder i virksomheden, der stiller sin viden og sit netværk til rådighed for at støtte virksomheden bedst muligt i dens virksomhedsudvikling.
Et andet spørgsmål, der ofte stilles af virksomhedsejere, er, hvilke pligter og ansvar en bestyrelse har. Og om en bestyrelse investerer (for) meget tid i rapportering.
Bestyrelsen er et kontrolorgan og skal varetage sit ansvar. Min erfaring fra mit arbejde i en række bestyrelser er dog, at der investeres langt mindre tid i rapportering på bestyrelsesmøder, end ejeren nogle gange frygter.
Den værdiskabende bestyrelse fokuserer meget mere på strategiudvikling og opererer fra helikopteren ud fra en langsigtet vision. Bestyrelsen handler som sparringspartner og hjælper med at træffe og forbedre de ofte svære strategiske beslutninger angående virksomhedens mål, visioner og politik.
Det er vist, og undersøgelser bekræfter, at bestyrelsen bidrager til øget innovation. Flere virksomheder oplever, at bestyrelsen har hjulpet med at øge innovationen og ikke mindst lært dem nye kompetencer eller gjort dem opmærksomme på nye teknologier.
De rette kandidater
Det er vigtigt at definere kandidaternes ønskede kompetencer og erfaring med hensyn til virksomhedens vision og mål. Hvilke kompetencer mangler virksomheden og ejeren, og hvilke skal der til for at videreudvikle virksomheden?
Herefter anbefaler jeg klart et offentlig stillingsopslag, for en bred søgning, som strækker sig ud over eget netværk, kan give en mangfoldig bestyrelse, hvor diversiteten mellem medlemmernes kompetencer, baggrund, alder og køn er stor. Det kan både være med til at skabe en god dynamik blandt medlemmerne og medføre forskellige inputs til, hvordan virksomheden fremadrettet skal udvikles og drives.
Der findes også forskellige netværk og portaler, hvor potentielle kandidater har opslået deres bestyrelsesprofil, blandt andet: Asnet Board, Bestyrelseskvinder, Fremtidens Bestyrelser – DI Database, nboard, SelectionF.
Antallet af bestyrelsesmedlemmer afhænger af virksomhedens ambitioner, og hvor forskelligartede profilerne skal være. Men min anbefaling er at have mindst tre eksterne, professionelle bestyrelsesmedlemmer for at sikre den nødvendige mangfoldighed.
Karina Goos er professionel bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver