Hackerne banker på døren i mange danske virksomheder, og alt for ofte har de desværre også held med deres anstrengelser. Dennie Karlsson, Group CISO hos IT-partneren, Dustin, giver her tips om tre ting, som virksomheder bør prioritere for at øge deres IT-sikkerhed.
Mange virksomheder tænker ikke, at de er et mål for hackerne, der vil ind og stjæle data, have løsepenge eller noget helt tredje.
Derfor prioriteres cybersikkerheden mange steder ikke i det omfang, den burde blive, og det åbner i mange tilfælde en bagdør for hackerne, de kan komme ind af. Og det kan have meget store konsekvenser, når de først er inde. Det kan koste data, kunder og millioner af kroner.
Og for mange kan det da også være en stor og uoverskuelig udfordring at sikre sig mod den trussel, der måske, måske ikke, ligger og lurer i form af hacker. Derfor giver Dennie Karlsson, Group CISO hos Dustin, tre gode råd, der kan hjælpe din virksomhed med at sikre sig.
Lav en kontinuitetsanalyse
“Selvom virksomheden ikke har sin egen sikkerhedsafdeling, har man brug for at vide, hvilket sikkerhedsniveau den har. Derfor er det vigtigt at foretage en kontinuitetsanalyse af virksomheden og gennemgå, hvilke mangler og udfordringer der findes,” siger Dennie Karlsson, og fortsætter,
“Vurder sikkerhedsniveauet, og udarbejd derefter en kontinuitetsplan. Alle virksomheder bør overveje spørgsmål som dette: Hvad ville det betyde for virksomheden, hvis IT var nede i en periode, hvor længe kan man klare sig uden IT, og hvilke risici er man villig til at tage.”
Identificer værdifulde data og find ud af, hvordan I beskytter dem
Stort set alle virksomheder har en form for værdifulde data, men ikke alle har identificeret dem, og mange mangler en plan for, hvordan de skal beskytte dem.
“Stil jer selv spørgsmålet om, hvilke data der har værdi for virksomheden, og hvordan I beskytter dem. Det er vigtigt, at man som virksomhed forstår sine risici, så man kan træffe bevidste beslutninger.”
Bevidsthed og holdning
Dennie Karlsson slår også et slag for bevidstheden og holdningen omkring sikkerhed. Han mener, at det er vigtigt, at virksomhederne aktivt arbejder med dette.
“IT-sikkerhed er ikke en hindring og en omkostning. Den skaber muligheder, hvis det gøres på den rigtige måde. Se IT-sikkerheden som noget, der skaber grundlag for forretningen, og brug den som en drivkraft. Det er bedre og mere effektivt at foretage små ændringer med jævne mellemrum end store engangsindsatser. Det kan f.eks. handle om at bruge kodeordshåndtering eller at begynde at anvende STAR-metoden (Stop, Think, Ask, Report – Stop, Tænk, Spørg og Rapportér).”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen:
E-mail: klaus@marketconnect.dk