Kun ca. 3 pct. af den samlede investeringskapital i Danmark investeres med det formål at skabe et dobbeltafkast – altså både et finansielt og et samfundsmæssigt – de såkaldte impact-investeringer. Det viser en ny analyse foretaget af Invest for Impact Denmark.
Analysen kaster samtidig lys over de største barrierer i forhold til de investorer, som ønsker at integrere sociale og grønne mål i deres investeringer:
· Manglende fælles definitioner af impact-investeringer.
· Manglede udbud af investeringscases, der kan demonstrere både finansielt afkast og samfundsmæssig impact.
· Manglende fælles opgørelsesmetoder af resultater, som impact-investeringer skaber.
· Manglende interne ressourcer til at måle og dokumentere impact
· Manglende politisk opmærksomhed på vigtigheden af at mobilisere mere kapital til impact- investeringer
Analysens resultater kommer samtidig med, at Invest for Impact i dag afholder Danish Impact Investing Summit 2024 – en dag dedikeret til at forme fremtiden for impact-investeringer i Danmark.
Under overskriften ‘Driving the Transformation – Together’ kan deltagerne hente indsigt og inspiration til, hvordan der kan mobiliseres mere kapital til impact-investeringer til gavn for det enkelte menneske og verden omkring.
Samler nationalt partnerskab
Ved at samle et nationale partnerskab på tværs af sektorer vil Invest for Impact Denmark arbejde målrettet på at overvinde barrierer og skabe attraktive rammer for både bæredygtige investeringer og impact-investeringer
Ifølge Birgitte Frost Mathiesen, direktør for Invest for Impact Denmark, er der en stigende erkendelse af, at vi står over for komplekse udfordringer, både nationalt og globalt, der kræver investeringer, som sikrer både økonomisk og samfundsmæssigt afkast.
“Vi har svært ved at tiltrække den investeringskapital, der er nødvendig for at skabe innovative løsninger til den grønne omstilling og velfærdsudfordringer. Derfor skal vi fokusere på at fremme impact-investeringer, som både gavner vores planet og sikrer vores velfærd,” siger Birgitte Frost Mathiesen.
Hun mener, at det er helt afgørende at få samlet alle kræfter, hvis Danmark skal blive førende indenfor dette område.
“Vi tror fuldt og fast på, at skalering af impact-investeringer er et af de vigtigste redskaber, vi har for at løse de massive udfordringer, vi står overfor – både nationalt og globalt. Når vi taler om store forandringer, ændringer af vaner og systemer, kræver det enorme kræfter. De kræfter samler vi et partnerskab, der omfavner hele økosystemet, hvilket vil sige investorer, virksomheder, civilsamfund, viden og offentlige sektor Ved at samle kræfterne kan Danmark blive førende inden for impact-investeringer og skabe langsigtede, bæredygtige løsninger, der gavner både samfund, klima og miljø,” siger Birgitte Frost Mathiesen.

