Inflationen i Danmark tog et markant dyk ved indgangen til 2026 og giver nu et tydeligt løft til husholdningernes købekraft. De nyeste tal viser, at prisstigningstakten i januar faldt til blot 0,8 pct. efter 1,9 pct. måneden før. Det er det laveste niveau siden april 2024 og et klart signal om, at prispresset i dansk økonomi er aftaget betydeligt.
Ifølge cheføkonom Jes Asmussen fra SJF Bank var faldet i inflationen i vid udstrækning ventet, men udviklingen er alligevel bemærkelsesværdig.
“Der har længe været godt styr på inflationen i Danmark, hvor 2025 bød på en gennemsnitlig inflation på lige under 2 procent. Med det kraftige fald i januar ser det nu ud til, at vi kan vænne os til en markant lavere stigningstakt i forbrugerpriserne, hvilket giver et yderligere løft til købekraften i husholdningerne,” siger Jes Asmussen.
En væsentlig forklaring på faldet er nedsættelsen af el-afgiften til stort set nul fra årets begyndelse. Alene lavere elpriser trak inflationen ned med knap 0,9 procentpoint i januar og vil ifølge SJF Bank give en typisk børnefamilie en årlig besparelse på omkring 4.000 kroner på elregningen.
Samtidig peger udviklingen i den såkaldte kerneinflation på, at det underliggende prispres også er aftagende. Kerneinflationen, som ser bort fra energi og uforarbejdede fødevarer, faldt i januar fra 2,3 til 1,9 pct. Især priserne på restauranter, hoteller, forsikringer og finansielle tjenesteydelser steg væsentligt mindre end tidligere.
Ikke entydig positiv
Udviklingen var dog ikke entydigt positiv. Efter fem måneder med faldende fødevarepriser steg priserne i januar igen med 2,4 pct. i forhold til måneden før. Set over det seneste år ligger fødevarepriserne fortsat højt og er omkring 30 pct. højere end i 2020.
“Fødevarepriserne fylder fortsat meget i danskernes hverdag og bevidsthed, selvom det samlede prisniveau i økonomien nu er banket i bund. Vi forventer dog, at presset på fødevarepriserne bliver mindre i løbet af året, blandt andet fordi globale fødevarepriser er på vej ned, og fordi afgifter på blandt andet kaffe og chokolade sænkes hen mod sommeren,” siger Jes Asmussen.
Samlet set vurderer SJF Bank, at prispresset i dansk økonomi nu er på et yderst fornuftigt niveau. Det baner vejen for pæne stigninger i reallønnen i 2026, som sammen med skattelettelser og forskellige kompensationsordninger kan give et betydeligt løft til privatforbruget – forudsat at forbrugerne tør bruge pengene i en fortsat usikker verden.

