Der er rift om de nye medarbejdere alle steder i erhvervslivet, der i disse tider oplever stor mangel på hænder. I hotel -og restaurationsbranchen ser man i stigende grad mod de sociale medier, når nye medarbejdere skal hverves.
Det er ingen nyhed, at det er svært at skaffe hænder i det danske restaurationsliv.
For selvom beløbsgrænsen er blevet sænket, så kniber det stadig mange steder i landet, når nye tjenere eller kokke skal findes. Mange steder oplever man således en så udtalt mangel på arbejdskraft, at det fører til lukke afsnit på restauranterne eller at hoteller må sige nej til gæster. Det skader omsætningen, og kan i høj grad mærkes på bundlinjen.
Men nu er flere og flere begyndt at tage de sociale medier og digitale HR-værktøjer i brug for at skaffe hænder. For bruger man redskaberne rigtigt, kan de understøtte en god kultur og brande virksomheden som arbejdsplads til både nuværende og kommende kollegaer i en ofte ret ung målgruppe.
En af de kæder, der aktivt bruger blandt andet TikTok til den opgave, er den populære poké bowl-kæde, OliOli.
”Vi har altid prioriteret de sociale medier ret højt, fordi vi ved, at alle vores fremtidige medarbejdere er professionelle brugere på de forskellige platforme. Derfor ved vi, at det er der, vi skal nå ud til dem. Vi er som noget nyt også begyndt at bruge TikTok meget aktivt til at tiltrække kandidater, og det har været meget succesfuldt,” fortæller Mathilde Havaleska Lyhne, der er Head of People & Culture hos OLIOLI Poke Bar.
Èn af de udfordringer, som mange i branchen slås med, er, at eksempelvis de unge studerende, der ved siden af studiet arbejde som eksempelvis tjenere, ikke benytter sig af de traditionelle rekrutteringshjemmesider, som de ældre generationer gør.
Dermed er virksomhederne nødt til at tilpasse sig en anden virkelighed, end de traditionelt har gjort.
For mange af de unge, der søger et studiejob som tjener, handler det slet ikke om at uddanne sig eller tjene penge, men i høj grad om at være en del af at socialt fællesskab. Derfor må man ikke må slippe kulturen af syne, fortæller Gry Asnæs, der er CEO i rådgivningshuset for hotel- og restaurationsbranchen, Asnæs og Vangstrup.
“Man er nødt til konstant at arbejde med sin kultur, og man kan aldrig slippe fokus fra den. Kulturen ændres konstant sammen med de mennesker, der er en del af den. Vi synes, det er vigtigt at uddanne folk i kulturen; hvordan taler vi, hvordan lytter vi, og hvordan handler vi. Hav fokus på kulturen konstant – både i onboardingen og alt andet man kommunikerer.”
Kommunikation er nøglen
Hos HR-softwaren Planday, der bl.a. laver vagtplansprogrammer oplever man også, hvordan de som digitalt værktøj bruges til at skabe arbejdsglæde. Derfor er man heller ikke i tvivl om, at at arbejdsglæden hos personalet i høj grad hænger sammen med, at der er styr på vagtplaner og bemanding, og det frigiver tid til det vigtigste i serviceindustrien: At skabe uforglemmelige kundeoplevelser.
“Det handler jo ikke kun om vagtplanlægning og løn men om en helhedsoplevelse af den organisation, man arbejder for. Når alt er i system, så kan medarbejderne godt mærke, at her er der styr på tingene,” siger Jesper Miki Thomsen, Director of Strategic Accounts hos Planday.