Dansk erhvervsliv skriger i disse år på arbejdskraft, og magten er i høj grad rykket over på kandidaternes hænder, alt imens mange virksomheder prøver at gøre sig attraktive nok til at blive valgt, og få udfyldt nogle af de ledige stole. Men hvad får den rette kandidat til at vælge din virksomhed og ikke konkurrentens?
“Hvis man går i markedet efter nye kandidater til sin virksomhed, og tænker, at man kan lokke nye medarbejdere til alene ved at slå konkurrenterne på lønnen, så tager man fejl. Der er mange aspekter, der er mindst lige så vigtige, og det er altafgørende, at man som virksomhed forstår dette, hvis man vil tiltrække nye medarbejdere,” siger Lars H. Linnemann, der er managing partner & executive headhunter ved Holmgaard Management.
Kandidaten skal passe ind i den kultur og den gruppe, personen skal blive en del af. Og det er sværere, end det kan lyde.
Lars H. Linnemann.
Han arbejder hver dag med at finde de helt rigtige kandidater til de rigtige virksomheder, og han ser et klart skifte i måden, vi som potentielle kandidater bliver tiltrukket til nye virksomheder, og de emner vi efterspørger, når vi skal skifte fra den ene virksomhed til den anden.
“Vi oplever, at mange af de kandidater, vi arbejder med, har et meget stort ønske om at have et formål og en dybere mening med deres arbejdsopgaver. Kan man som virksomhed ikke tilbyde dette, så skal man kunne give andre udsigter med jobbet, såsom gode muligheder for internationalisering, stor indflydelse eller fleksibilitet. Det er en illusion at tro, at en høj løn i sig selv er nok.”
Fleksibilitet og kompromis
I sagens natur er der meget stor forskel på, hvordan man kan tiltrække kandidater, alt efter om man er en stor eller lille virksomhed. For nogle kandidater vil det være meget attraktivt at komme ind i en stor virksomhed, der typisk giver gode muligheder for øget specialisering, mens kandidaten, der efterspørger alsidighed i opgaverne og stor mulighed for medbestemmelse, vil få lettere ved at få sine ønsker opfyldt i en mindre virksomhed eller et start-up.
Matcher kandidatens ønsker for virksomheden ikke dennes profil, så har vi i udgangspunktet et dårligt match.
Lars H. Linnemann.
“Sandheden er, at langt de fleste ønsker at få stor bredde i de opgaver, man skal udføre. Det er et fåtal, der er tilfredse med at arbejde helt specialiseret med meget få opgaver. Og så ser vi, at flere og flere vægter emner som fleksibilitet og agilitet utroligt højt, og det at kunne arbejde remote er også kommet mere i fokus,” siger Lars H. Linnemann.
For mange af de virksomheder og brancher, der i dagens Danmark oplever stor mangel på arbejdskraft, foregår langt det mest af rekrutteringen med netop headhunters, der finder frem til den rette kandidat, og kontakter denne med henblik på at få personen over i kundens virksomhed.
“Vi skal huske på, at det her er mennesker, der har et rigtig godt job allerede, og som i udgangspunktet ikke har søgt andre steder hen. Så skal man flytte dem, så skal man kunne tilbyde dem et job, der er attraktivt på rigtig mange måder, og tit må virksomheder også gå på kompromis for at få kandidaten i hus.”
Det rette match
Et andet element, som i stigende grad er afgørende for headhunters som Lars H. Linnemann, er, at finde det rette match mellem kandidat og virksomhed. For skønt arbejdsopgaverne og de ydre rammer umiddelbart er på plads, så er der andet og mere til en ansættelse.
“Hos Holmgaard Management kalder vi det bæredygtig rekruttering, og det betyder, at der skal være det rette match begge veje. Kandidaten skal passe ind i den kultur og den gruppe, personen skal blive en del af. Og det er sværere, end det kan lyde, men det er er vigtigt tillæg i processen for at sikre en længerevarende ansættelse.”
Samtidig fortæller Lars H. Linnemann, at mange kandidater i dag stiller langt højere krav til en virksomheds profil inden for områder som grøn omstilling, bæredygtighed og socialt ansvar, end man har gjort tidligere. Lever virksomheden ikke op til kandidatens krav, så bliver et godt match mere besværligt.
“Det er jo netop, at vi gerne vil arbejde for noget, der er andet og mere end jobbeskrivelsen. Matcher kandidatens ønsker for virksomheden ikke dennes profil, så har vi i udgangspunktet et dårligt match, og kandidaten kan få svært ved at finde sig tilrette i jobbet.”
På spørgsmålet om, hvorvidt kravene til virksomheders profil vil blive endnu vigtigere i fremtiden, er svaret klart.
“Ja, det vil det. Vi ser, at den unge generationer er langt mere opmærksomme på disse ting, end os der er ældre, traditionelt er. Og den udvikling, den er virksomhederne nødt til at tage dybt alvorligt, hvis de vil være sikre på at kunne rekruttere de bedste kandidater i fremtiden.”