Konsulenthuset Globeteam skal over de næste syv år udvikle, implementere og vedligeholde en ny IT-løsning, Tolkeportalen, som understøtter Social- og Boligstyrelens forvaltning af tolkeordningen til borgere med et hørehandicap.
Det danske konsulenthus Globeteam har netop underskrevet en syv-årig aftale med Social- og Boligstyrelsen. Aftalen betyder, at Globeteam skal udvikle en ny IT-løsning – Tolkeportalen – som varetager Styrelsens forvaltning af deres tolkeordning til borgere med et hørehandicap.
“Jeg er utroligt stolt over, at vi har vundet denne aftale, der var i stort udbud med ni ansøgere til prækvalifikation. Herefter blev fire prækvalificerede. Så det har været en længere proces, hvor vi for alvor har demonstreret, at vi kan levere stærke og fremtidssikre IT-løsninger,” siger Claus Moldow, CEO i Globeteam.
Tolkeportalen håndterer i gennemsnit 40.000 tolkningsopgaver årligt og har over 4.000 brugere oprettet i systemet på tværs af sagsbehandlere, borgere, tolkeleverandører og tolke.
Stor leverandør til det offentlige
Det er fjerde gang inden for et år, at Globeteam underskriver en stor leverandøraftale med det offentlige. Udover den nye aftale med Social- og Boligstyrelsen leverer Globeteam også IT-løsninger til Danmarks Miljøportal, Sundhedsministeriet og regionerne.
“Vi har efterhånden oparbejdet en solid portefølje med det offentlige, som jeg er meget stolt over. Det er altid en ære at løfte opgaver, der har så stor betydning for vores samfund og dermed også borgerne. Med den nye aftale er vi fx med til at hjælpe danskere med et hørehandicap, og det er jo fantastisk at kunne det. På samme måde bliver digitale løsninger også en større del af infrastrukturen, og det er derfor afgørende at finde de rette løsninger,” siger Claus Moldow.
Casewhere som plarform
Den nye aftale omfatter levering, implementering, vedligeholdelse, support og udvikling af en ny IT-løsning baseret på Casewhere, som er Globeteams konfigurerbare platform til procesautomatisering. Casewhere omfatter både en selvbetjeningsplatform og et fagsystem, som kan konfigureres til mange forskellige sagsprocesser.
“Vi har allerede rigtigt gode erfaringer med Casewhere til komplekse arbejdsgange, der både involverer eksterne slutbrugere og interne sagsbehandlere. Alt for mange kæmper med systemer, der ikke hænger godt sammen til ulempe for borgere, kunder, og sagsbehandlere. Med Casewhere kan vi gøre en stor forskel,” siger Claus Moldow.
IT-løsningen skal dække Social- og Boligstyrelsens behov for udvidet funktionalitet samt opfylde de skærpede krav til sikkerhed og databeskyttelse. Derudover vil det være en fleksibel løsning, der minimerer Styrelsens udgifter ved udvidelse af funktionalitet.