Nordic Office of Architecture har, i et samarbejde med nedrivningsspecialisterne Kingo, med genbrug af originale tagsten bevaret Mjølnerparkens historie og reduceret CO2-udledningen i forbindelse med renovering af området. Tilgangen skal fremme og understøtte genbrug i byggebranchen.
Gennem årene er der blevet skrevet mangt og meget om det udskældte boligområde, Mjølnerparken, på Nørrebro i København – men nu har hele området gennemgået en omfattende renovering, der så småt ved at nå sin afsluttende fase.
Renoveringen har samtidig haft stort fokus på genanvendelse af materialer, og bæredygtighed har spillet en stor rolle for projektet.
“Den bæredygtige tænkning har dannet rammerne for renoveringsprojektet, og med genbrugen af eksisterende tagsten, som ikke fejlede noget, har vi slået to fluer med et smæk. Vi har skabt en unik bygning, der med sin patinerede facade og unikke mønster repræsenterer det historiske, ligesom vi har sparet på CO2-udledningen ved ikke at skulle investere i nyt materiale,” siger Mads Lund, creative director hos Nordic Office of Architecture.
Partnerskab om nye standarder
Renoveringen af Mjølnerparken har siden sin start i 2011 haft bæredygtige udmærkelser for øje. Og for Nordic, der som arkitektvirksomhed ønsker at gå forrest med løsninger, der understøtter og fremmer upcycling i bygge- og anlægsbranchen, ligger et renoveringsprojekt som Mjølnerparken lige for.
“For at sikre en grønnere fremtid, skal vi i vores branche omfavne ideen om at forny, snarere end at skabe fra bunden. Vi skal udnytte de ressourcer, vi allerede har, og omdanne dem til noget nyt og værdifuldt. Projektet er et skridt på vejen mod en sådan tilgang, og vi håber, at den bliver det traditionelle frem for det nye,” siger Mads Lund.
Samme ambitioner går de med hos nedrivningsspecialisterne Kingo. De to aktører er på bagkant af Nordics rolle i fornyelsen af Mjølnerparken gået sammen i et tæt samarbejde og har udviklet et koncept til genbrug af materialer til fremtidige projekter, der har som ambition at sætte nye standarder i branchen.
“Vores fælles vision er, at genbrug kan drive en nødvendig udvikling inden for bæredygtighed i byggeindustrien og mindske overflødig fremstilling. Med dette for øje har vi samlet vores kræfter og skabt et gennemført initiativ, hvor vores unikke færdigheder sammen skaber en stærkere helhed,” siger Søren Malund Thomsen, head of business development hos Kingo.
Klimafaktura og genbrug
Kingo og Nordics setup kan fungere i forbindelse med fællesprojekter og på tværs af projekter med eksterne aktører.
Førstnævnte er ansvarlig for nedrivningsarbejdet på en måde, der beskytter materialerne, og vil også stå for opbevaringen af genbrugsmaterialerne. På den anden side vil Nordic bidrage med deres ekspertise i arkitektonisk design og sikre, at disse materialer får nyt liv i kommende projekter. Fra Kingos eksisterende genbrugscentral, vil andre aktører i branchen kunne købe disse ressourcer til brug i deres egne bygge- og renoveringsprojekter.
Og så vil kunderne i fremtiden modtage en klimafaktura, der inkluderer et detaljeret klimaregnskab, hvor de kan se, hvor meget CO2-udledning de har sparet.
“Vores engagement i at opfylde de stigende krav til bæredygtighed i byggebranchen er ikke tom snak, og vi præsenterer en løsning, der ikke blot lever op til kravene, men også omfavner dem. Vi kører med fuld gennemsigtighed i vores processer og metoder, samtidig med at vi leverer pålidelige data om vores og vores kunders CO2-udledning,” siger Mads Lund.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk