Vores mobiletelefoner fylder meget i hverdagen – også på arbejdspladsen. Men skal virksomhederne bede de ansatte om at lægge mobilerne væk i arbejdstiden?
Tiden, vi bruger på at kigge på vores mobiltelefoner, er et af tidens helt store emner, hvad end det drejer sig om børn eller voksne.
For mobilen fylder meget i vores liv, og således også på vores arbejdspladser, hvor de fleste dagen lang har den inden for rækkevidde fra de kommer til de går hjem igen. Men med det konstante nærvær af mobiltelefonen, kommer også problemet med at kontrollere forbruget og ikke spilde for meget tid på diverse apps, på at skrive og læse beskeder.
Ifølge en undersøgelse foretaget Lederne, er dette et spørgsmål, der i stigende grad trænger sig på hos landets ledere – da seks ud af ti i undersøgelsen svarer, at de ville foretrække regler, der eksempelvis gjorde, at de ansatte ikke kunne være på deres mobil under møder.
“Det er forståeligt, at der er en stærk vilje til at indføre mobilfrie møder for at sikre en mere fokuseret og produktiv mødeoplevelse,” siger Signe Bilde Jørgensen, der er arbejdslivspolitisk chefkonsulent hos Lederne, til Erhverv+.
Ifølge Marianne Plougstrup, der er HR-manager i den Sønderborg-baserede virksomhed, Agramkow Fluid Systems, er der både fordele og ulemper ved at indføre regler for de ansatte mobilbrug i løbet af arbejdsdagen, men hun er ikke i tvivl om, at mobilen er et emne hos mange ledere.
“Jeg kan i hvert fald konstatere, at mobilen er et forstyrrende element, særligt i møder eller når vi arbejder med kreative processer og idé-generering,” siger hun til mediet.
Hun fortæller samtidig, at man hos Agramkow overvejer at lave et regelsæt omkring brugen af mobiler.
“I dag stiller vi ikke tingene så skarpt op. Vi har en mødepolitik og ifølge den forventer vi, at der er en dagsorden til alle møder. Heri er det også nævnt, at mobiltelefonen skal være på lydløs og laptoppen pakket sammen, medmindre du bruger den i forbindelse med mødet.”