Danskerne skaber færre og færre nye virksomheder, og det er dårligt nyt både for dansk erhvervsliv og for Danmark i det hele taget, mener chef for iværksætteri hos Dansk Erhverv. Alt for mange regler dræber iværksættertrangen.
Antallet af nye virksomheder i Danmark er faldende, og i 2024 blev der registreret færrest nystartede virksomheder i et årti. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har analyseret.
Og spørger man Freja Brandhøj, chef for iværksætteri hos netop erhvervsorganisationen, så er der mere end én grund til, at danskerne ikke kaster sig over iværksætteriet i samme grad som tidligere.
“Vi kan se, at der bliver færre og færre virksomheder i en situation, hvor vi har brug for langt flere penge til velfærdsstaten, forsvar og sikkerhed. Vi har jo faktisk brug for det modsatte lige nu,” siger hun.
I alt blev der i 2024 skabt 25.401 nyopstartede virksomheder i Danmark, og Dansk Erhverv kan ikke ud fra tallene fastslå, hvorfor færre starter nye virksomheder. Det kan dog være et tegn på, at det ikke anses som attraktivt at starte virksomhed og udvikle nye idéer. Udviklingen peger på et behov for mere innovation og iværksætteri, da Danmark ellers risikerer at sakke bagud i forhold til USA, Kina og Europa. Særligt i USA og Kina er de største virksomheder generelt nyere end de danske, hvilket kan give dem en konkurrencefordel.
Hun mener samtidig, at man med fordel kan se på, hvordan de nystartede virksomheder klarer sig, som en indikator på, hvor godt det i det hele taget for for iværksætteriet.
“Man skal også vurdere, om de rette virksomheder bliver startet. Men der er en tendens til, at innovative vækstvirksomheder flytter ud af landet, når de vokser sig store. Dansk Erhverv mener, at aktieskatten bør sænkes. Ifølge organisationen har Danmark den højeste skat på investeringer i Europa, og det er ifølge Brandhøj en af årsagerne til det lave investeringsniveau i Danmark,” siger Freja Brandhøj.