Den danske forbruger er presset på økonomien, og det får mange til at handle mere genbrug, mener ekspert. Det mærker man ikke mindst hos genbrugskæden, Børneloppen, der sælger udstyr til de mindste.
Inflation og dyre tider presser mange økonomisk, og ikke mindst de nybagte forældre mærker, at pengene er blevet mindre værd. Beregninger, som Danske Bank har lavet på tal fra Danmarks Statistik, viser, at det blevet 2.950 kroner dyrere om måneden for en typisk børnefamilie at købe de samme dagligvarer nu, som det var for et år siden.
At de dyre tider får forbrugerne til at kigge efter billigere alternativer, kommer ikke bag på Ole Storm Jørgensen, der er lektor i forbrugeradfærd og detailhandel ved institut for Dansk Detailhandel på Erhvervsakademi Dania.
“På kort tid har vi ændret vores mindset fra at forbruge til at have brug for. Vi har fået bevidstheden om, hvad vi rent faktisk skal bruge – krisen har på den måde været perfekt til at ændre vores forbrugsadfærd. Og hvorfor købe en Odder-barnevogn til 13.000 kroner, hvis man kan få en helt fin brugt én til 7000?” siger han.
Hos genbrugskæden Børneloppen har man især mærket, at mange børnefamilier spænder livremmen ind, og i stigende grad ser mod genbrugsvarer frem for at købe nyt. Således sælger kæden i dag 20 procent flere brugte barnevogne og andet børneudstyr, end de gjorde for bare et år siden.
“Vi ser mange førstegangsforældre, der står med den lange liste over babygear, de skal have fat i, men fordi hverdagen er blevet så dyr, er flere begyndt at vælge genbrug. Udstyr som barnevogne kan jo koste mange tusinde kroner, hvis man vil have dem spritnye, “siger Johanna Kiel, der er en af idékvinderne bag og indehaver af Børneloppen.
Ikke bare en trend
Det er ifølge Ole Storm Jørgensen ikke tilfældig, at netop småbørnsfamilierne er på udkig efter, hvor man kan spare i hverdagen. Hverdagens udgifter er dyre, og når der kommer ekstraudgifter såsom en barnevogn oven i hatten, så løber det hurtigt op.
Ifølge Finanstilsynets beregninger beløber de almindelige udgifter sig til 3000 kroner per måned for et enkelt barn uden udgifter til pasning. Derfor er det, ifølge Ole Storm Jørgensen, blevet mere naturligt at overveje, hvordan man kan spare på de dyre poster ved forældreskabet.
“Fordi det økonomiske incitament for at købe genbrug er der lige nu, stopper vi op og tænker over, hvad det er for en verden, vi lever i. Inflationen kommer oveni en forsyningskrise og skubber hurtigere til en proces, der allerede var i gang. Vi er gået fra, at genbrug var en megatrend til, at det er blevet en helt naturlig del af vores adfærd,” siger han.
Netop det faktum, at genbrug ofte er betydeligt billigere, gør ifølge Johanne Kiel en stor forskel for mange småbørnsforældre. Hos Børneloppen er det private, der sælger udstyr til private via genbrugskæden, og det spiller ind på prisen for køberen.
“Det typiske billede er, at man på de dyre poster som barnevogne, klapvogne, autostole og lignende minimum halverer nyprisen. Det ikke alle, der køber alt brugt, men på netop de tunge poster, gør det en meget mærkbar forskel i babybudgettet,” siger Johanna Kiel.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk