Hver sjette virksomhed i den grønne energisektor har flyttet produktion til udlandet for at kunne ansætte medarbejdere med de kompetencer, som de har brug for, viser en rundspørge, som Green Power Denmark har foretaget blandt sine medlemmer.
Skal den grønne omstilling gennemføres, så kræver det først og fremmest faglært arbejdskraft, der kan få de store grønne planer til at blive til virkelighed.
Det kræver vvs’ere, elektrikere, smede, industriteknikere, ingeniører, it-specialister og meget andet, men desværre oplever Danmark i disse år omfattende mangel på mangel på arbejdskrat hos flere af de faggrupper, den grønne omstilling er afhængig af. 77 procent af virksomhederne i den grønne sektor forventer at skulle øge antallet af ansatte frem mod 2030, men 42 procent mener, at mulighederne for at ansætte de medarbejdere i Danmark er “meget dårlige” eller “dårlige”.
“Det er stærkt bekymrende. Vi skal bruge alle de redskaber, vi har i kassen, for at sikre, at virksomhederne kan ansætte de medarbejdere, de har brug for. Vores klimaindsats er dybt afhængig af, at der er medarbejdere, som kan udføre arbejdet,” siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.
Ambitioner er ikke nok
I dag er der rekordlav ledighed blandt faglærte. I 2022 var tallet på kun 2,1 procent i 2022, hvilket er lavere end den hidtidige rekord, der var lige inden finanskrisen brød ud i 2008, og det fik tidligere på måneden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) til at foreslå en fremtykning af regeringens bebudede investeringer i erhvervsskolerne.
”Vores arbejdsmarked står med en kæmpeudfordring. Vi ved fra tidligere fremskrivninger, at der kommer til at mangle omkring 100.000 faglærte i 2030, men de nye tal viser, at der allerede nu er tegn på mangel på faglært arbejdskraft. Det giver risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne allerede nu kan mærke manglen på faglærte,” siger Emilie Agner Damm, analysechef i AE.
Ser vi på mange opgaver, der venter rundt omkring i landet, når den grønne omstilling skal blive til virkelighed, så skal der blandt andet graves kilometervis af elkabler, brintrør og fjernvarmerør ned. Der skal produceres vindmøller som skal placeres på både land og hav. Og der skal opbygges en helt ny industri, som kan producere grønne brændstoffer. Virksomhederne får derfor brug for mange flere elektrikere, smede, industriteknikere, ingeniører og IT-specialister.
“Det er ikke nok at vedtage ambitiøse mål og sætte streger på papiret. Vi skal også grave, trække kabler og producere alt det udstyr, som er nødvendigt for den grønne omstilling. Vi får brug for mange mennesker til at udføre de opgaver, og det er afgørende, at vi tager hånd om udfordringen, inden det er for sent,” siger Jan Hylleberg.
Der er i dag over 70.000 medarbejdere, som tjener deres månedsløn i den grønne energisektor. Men tidligere undersøgelser fra Green Power Denmark har vist, at der bliver brug for omkring 45.000 ekstra ansatte i de kommende år til at realisere de danske klimamål. Skal Danmark have en chance for at imødekomme denne store udfordring, skal der ifølge AE satses stort på at opgradere erhvervsskolerne.
”Hvis erhvervsuddannelserne skal fremstå som et attraktivt uddannelsesvalg, der kan tiltrække flere elever, både unge og voksne ufaglærte, er der brug for nogle saltvandsindsprøjtninger. Regeringen har derfor fat i den lange ende, når den vil investere i erhvervsuddannelserne,” siger Emilie Agner Damm.
Green Power Denmark anbefaler, at regeringen nedsætter et partnerskab med relevante ministerier, arbejdsmarkedets parter og brancheaktører. Partnerskabet skal kortlægge, hvor der er behov for en indsats og komme med en plan for, hvordan man kan skaffe den nødvendige arbejdskraft.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk