En ny rapport fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber konkluderer, at den store mangel på uddannede it-specialister vil svække Danmarks konkurrenceevne. Hos ScanNet, der er del af techgiganten team.blue, ser man bekymrende på udviklingen.
It-specialister er blevet en stadig større mangel i det danske erhvervsliv, og gennem de senere år har rapporter og undersøgelser flere gange vist, at mangel er stor og stigende.
Allerede sidste år meldte brancheorganisationen IT-Branchen ud, at der vil mangle 200.000 it-specialister i Danmark i 2030, og samtidig afgjorde en politisk aftale på Christiansborg, at der skal skæres ti procent i uddannelsespladserne på de danske universiteter.
Ifølge en ny rapport fra den uafhængige tænketank Akademiet for de Tekniske Videnskaber, er der manglen nu så kritisk, at landets virksomheder er i stor risiko for at sakke bagud i den teknologiske udvikling og derved miste konkurrenceevne.
“På kort sigt ser vi allerede nu, at mange af de kunder og partnere, vi arbejder sammen med, har svært ved at rekruttere og fastholde den it-arbejdskraft, de har brug for. Det kan for eksempel være virksomheder i mindre byer eller små til mellemstore firmaer, hvor nøglemedarbejdere skifter ofte til større og mere specialiserede it-virksomheder,” siger Lotte Bendstrup, CEO i team.blue.
Kritisk udvikling
Christian Lyhne Ibsen, der er Associate Professor hos Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, betegner udviklingen som kritisk for danske virksomheder.
“På den korte bane betyder det, at dansk erhvervsliv kommer til at konkurrere mere om arbejdskraften, herunder ved at tilbyde højere lønninger. Det kan i sidste ende påvirke konkurrenceevnen. Der kan også være nogle virksomheder, som på den korte bane må sige nej til ordrer, hvis de ikke har de nødvendige medarbejdere – herunder it-medarbejdere – til at udføre opgaver,” siger han.
Siden 2010 er antallet af it-specialister i Danmark steget med 27,4 procent, og der er i omkring 160.000 it-specialister i Danmark i dag. Ikke desto mindre er der altså en stigende mangel og efterspørgsel på it-kyndige hænder.
Ifølge Lotte Bendstrup ligger der en mulig løsning for virksomhederne i at omgå problemerne, og det er en vej, som ScanNet selv har valgt at gå.
“For små og mellemstore virksomheder kan det være en fordel at tænke ud af boksen og overveje en anden strategi end at ansætte tunge it-kompetencer. For eksempel kan de vælge at outsource den tungere it-drift og i stedet ansætte en nyudlært it-supporter til at varetage den daglige support og dialog med leverandøren,” siger hun.