Med 38 mia. kr. i ryggen skal den nye Scaleup Europe Fund investere i lovende virksomheder for at fastholde dem på kontinentet. EIFO er med som første nationale investor med en investering på 1,5 mia. kr. i fonden, som skal drives af svenske EQT og er målrettet flere danske styrkepositioner.
Otte ud af 10 finansieringsrunder i europæiske vækstvirksomheder ledes af ikke-europæiske investorer. Derfor går EIFO nu med som ankerinvestor i Europas nye milliardfond Scaleup Europe Fund, der skal styrke Europas mest lovende teknologivirksomheder gennem investeringer i de sene vækstfaser.
Fonden, der har en samlet ramme på ca. 38 mia. kr. (5 mia. euro), er et centralt element i EU’s strategi for at skabe flere stærke europæiske scaleups. EIFO investerer 1,5 mia. kr. i fonden og bidrager dermed til at sikre kapital til virksomheder i de sene vækstfaser, så de kan fastholde og udvikle deres forankring i Europa.
Flere virksomheder skal blive til unicorns i Danmark og Europa
Investeringen ligger i direkte forlængelse af EIFOs strategi om at bidrage til, at flere lovende vækstvirksomheder vokser sig store i Danmark og Europa. Ud af 14 danskstiftede selskaber, der siden 2000 er blevet unicorn-virksomheder, har kun seks fortsat dansk eller europæisk forankring.
“Det er tydeligt, at Europa har brug for stærkere kapital i de sene vækstfaser, hvis vi skal fastholde vores mest lovende virksomheder på kontinentet. Med Scaleup Europe Fund er vi med til at løfte en afgørende opgave og sikre, at flere af de virksomheder bliver i Danmark og Europa,” siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO.
Fonden bliver den første og største af sin slags i Europa og er etableret i et tæt samarbejde mellem EU-Kommissionen og en række af Europas største institutionelle investorer, der sammen har formet fondens struktur og investeringsramme.
Kommerciel fond med fokus på danske styrkepositioner
EIFO har det seneste år spillet en aktiv rolle i udviklingen af fonden og har været tæt involveret i arbejdet med både valg af fund manager samt i fastlæggelsen af de strategiske investeringsområder.
“Vi har været tæt involveret i at forme fondens rammer, og det har været helt centralt for os at sikre en kommercielt bæredygtig model, der kan tiltrække de stærkeste europæiske virksomheder. Samtidig har vi haft et klart fokus på, at fonden også skal komme Danmark til gavn. Derfor glæder det os, at den retter sig mod flere danske styrkepositioner,” siger Erik Balck Sørensen, investeringsdirektør i EIFO. Han forventer en eller flere danske investeringer fra fonden.
De første af op mod 40 investeringer ventes i efteråret
Scaleup Europe Fund skal investere i de mest lovende teknologivirksomheder inden for en række udvalgte områder, herunder kunstig intelligens, kvanteteknologi, robotteknologi, energiteknologi, rumteknologi, biotek, medicoteknologi og agritech.
Fonden forventes at foretage ca. 30-40 investeringer i alt, de første allerede i efteråret 2026. Den etableres som en del af EIC Fund-strukturen, men vil blive forvaltet af en uafhængig, privat og markedsbaseret fundmanager, i form af svenske EQT.
Forholdsvist mange potentielle danske unicorns
Hos EQT i Danmark bruger partner Rikke Kjær Nielsen to danske unicorns som eksempler på den trend, som fonden vil ændre: Skype og Zendesk, der begge blev overtaget af amerikanske ejere.
”Nu skal vi identificere de lovende vækstvirksomheder og være klar med europæisk kapital. Danmark har forholdsmæssigt mange potentielle unicorn-virksomheder, og fonden fokuserer på teknologier, hvor danske virksomheder er langt fremme, så som kvante-, rum- og life science-teknologi. Vi kigger efter virksomheder, før de får store indtægter, men hvor teknologien er bevist, nyskabende og strategisk for Europa. Derfra handler det om at bygge, udvikle og gerne børsnotere dem i Europa,” siger Rikke Kjær Nielsen.
Som eneste nationale investor har EIFO været en del af arbejdet med fondens udvikling og design. Med sit tilsagn på 1,5 mia. kr. er EIFO også den hidtil første nationale investor i fonden. Udover EIFO omfatter den stiftende investorgruppe syv andre institutionelle investorer, heriblandt Novo Holdings, svenske Wallenberg Investments, og tyske Allianz.

