Seneste opgørelse over antallet af trafikdræbte viser, at Danmark har det 3. laveste antal i EU, men de høje danske afgifter på sikkerhedsudstyr kan true vores sikkerhed på vejene, mener De Danske Bilimportører.
Sikkerheden på de danske veje er blevet bedre, og det har resulteret i et faldende antal trafikdræbte. Opgørelsen viser, at der i 2021 var 22 trafikdræbte i Danmark pr. million indbyggere. Faktisk er kun malteserne og svenskerne mere sikre på vejene i EU.
Men det kan ny EU-lovgivning potentielt kommer til at ændre på, da den man fra Bruxelles vil gøre mange af de sikkerhedssystemer, som moderne biler har, og som spiller en stor rolle i trafiksikkerheden, til lovpligtige.
Danske bilister betaler som udgangspunkt registreringsafgift på op til 150 pct. af bilens værdi herunder alt udstyr, som bilen leveres med. Dette gælder, uanset om der er tale om et større lydanlæg, dyre lædersæder eller potentielt livreddende sikkerhedsudstyr. Dermed kan registreringsafgiften medvirke til, at danskerne fravælger sikkerhedsudstyr, som ellers kunne gøre vejene mere sikre.
”Trafiksikkerhed bør være en selvfølge og ikke et dyrt tilkøb når man køber bil. Det er uhyggeligt, hvis den enkeltes sikkerhed i trafikken skal afgøres af meget høje afgifter, når man køber bil,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
I dag beskattes sikkerhedsudstyr på nye biler nemlig fuldt ud, som et resultat af den værdibaserede afgift. Et alternativ kunne ifølge De Danske Bilimportører være en teknisk afgift, der er baseret på bilens energiforbrug og vægt, så forbrugerne dermed undgår at betale en højere pris, hvis de tilvælger ekstra sikkerhedsudstyr i købet.
”Hver person dræbt i trafikken er én for meget, hvorfor vi glæder os over, at vi har markant forbedret trafiksikkerhed, som blandt andet kan forklares ud fra de mange nye biler på vejene med nye teknologier. F.eks. er udstyr som fartpilot, sensorbremser, alarmer og vognbaneassistent med til at forbedre trafiksikkerheden i Danmark.” siger Mads Rørvig.