Indsamlingen af gamle, brugte bildæk er sat tilbage som følge af den nuværende krise. Det er dårligt nyt for miljøet, samfundet og erhvervslivet.
Den danske ordning med at indsamle gamle bildæk, har været en stor gevinst for miljøet siden indførelsen i midten af 90’erne. Ordningen har, via et gebyr på nye dæk, finansieret indsamlingen af kasserede dæk.
Men den nuværende krise med stigende energiomkostninger har bremset den positive udvikling og bevirket, at der i dag indsamles langt færre gamle dæk, end der burde blive.
Krisen betyder nemlig, at de åde indsamlere af kasserede dæk og de to danske genanvendelsesvirksomheder for dæk kæmper en hård kamp for at få økonomien til at hænge sammen.
”For at imødekomme udfordringerne i branchen, har vi hos Dækbranchen Danmark rettet henvendelse til miljøminister Lea Wermelin for at forelægge problematikken. På baggrund af vores henvendelse oplyser ministeren, at hun har forståelse for udfordringerne, og at hun har sat ministeriet i gang med at finde en løsning,” siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchen Danmark.
Afbrænding kan blive løsningen
Den manglende indsamling af brugte dæk gør, at der ude hos dækcentre og værksteder og mange andre steder håber sig dæk op, som kunne blive genanvendt til andet formål. Findes der ikke en løsning på problemet, kan mange dækcentre og værksteder blive nødsaget til at skille sig af med dækkene på anden vis.
Hos Dækbranchen Danmark er man bange for, at der kan opstå et miljøproblem. Det skyldes, at mange dækcentre og værksteder formentlig vil aflevere de kasserede dæk til de kommunale ordninger, som derefter leverer dækkene til forbrænding, uden nogen form for genanvendelse af dækkenes materialer.
“Det forlyder, at der arbejdes på en løsning i form af en regulering af gebyrerne, som opkræves ved salg af nye dæk, samt regulering af tilskudssatserne, som udbetales til dækindsamlere der indsamler de kasserede dæk,” siger Volker Nitz.

