Med en vækst på 14 procent i 2024 cementerer Bruun & Hjejle sin position i et marked med stigende specialisering. Fokus på komplekse transaktioner og tvister har bidraget til det årsregnskab, advokathuset offentliggør i dag.
Bruun & Hjejle præsenterer et årsregnskab med en vækst på 14 procent, en nettoomsætning på 603 millioner kroner og et bruttoresultat på 514 millioner kroner.
Ifølge managing partner Christian Johansen afspejler resultatet en styrket markedsposition og peger fremad mod fortsat udvikling.
“Vi er tilfredse med årets resultat, som viser, at vores strategiske fokus er det rette. Vi har taget markedsandel indenfor en række vækstområder det seneste år, og allerede nu ser vi, at den positive bevægelse fortsætter ind i 2025. Markedet bevæger sig mod komplekse investeringer og flere reguleringsmæssige krav, og det øger efterspørgslen på specialiseret rådgivning og dyb faglig indsigt,” siger han.
For at understøtte det strategiske fokus på rådgivning om komplekse transaktioner og tvister har Bruun & Hjejle øget antallet af medarbejdere betydeligt i 2024.
Senest annoncerede advokathuset tilføjelsen af tre nye partnere med stor erfaring inden for M&A og IP & Digital Business, som samlet tilfører kompetencer til rådgivningen af klienter indenfor blandt andet teknologi, life science og pharma.
“Allerede nu ser vi, hvordan vores investeringer i specialiserede kompetencer har haft en positiv effekt. Med stigende krav til håndtering af IP-rettigheder, regulatoriske forhold og komplekse transaktioner bliver det afgørende at benytte de styrkepositioner, som partnerudvidelsen har skabt. I 2025 vil vi fokusere på at integrere vores specialkompetencer endnu tættere i vores transaktions- og tvistløsningsteams, så vi kan tilbyde klienterne en endnu mere skræddersyet rådgivning,” siger Christian Johansen.