Else Beth Trautner har en lang CEO karriere bag sig på Life Science området både i Danmark og internationalt på alle kontinenter. Årene er også brugt på omfattende ledelses-uddannelser på INSEAD, IMD og WHARTON Business School i Philadelphia.
I 2016 blev hun professionelt bestyrelsesmedlem. Denne karriere blev indledt med bestyrelsesuddannelsen på CBS og efterfulgt af CBS Master Class i bestyrelsesarbejde i år.
Else Beth Trautner er i dag bestyrelsesformand i selskaberne : Proinvent A/S, Cbio A/S, cphnano A/S, Inniti Aps samt bestyrelsemedlem i Atlas Antibodies AB , Stockholm og Nymetal A/S og Nymetal Maskinfabrik A/S.
Hun underviser samtidig i bestyrelsesarbejde i flere sammenhænge og lægger – udover god forretningssans og de formelle krav til bestyrelser – megen vægt på de grundlæggende værdier i Good Governance : redelighed og ordentlighed i bestyrelsesarbejdet.
I fritiden er hun aktiv på havet med sejlads og dykning under varme himmelstrøg, musik, rejser og frivilligt arbejde som mentor for unge erhvervsfolk.
Else Beth Trautner er gift med Læge Sven Trautner og parret er netop flyttet ind i deres drømmebolig i Strøby Egede.
Dagen fejres under private former i hjemmet.

