Der er røde tal på bundlinjen hos det danske BactiQaunt, der dog har blikket rettet mod fremtiden.
Danske BactiQuant har offentliggjort deres halvårsrapport for 2024, som viser en markant nedgang i omsætningen til 3,028 millioner kroner, sammenlignet med 6,346 millioner kroner i samme periode sidste år.
Resultatet før afskrivninger (EBITDA) viser et underskud på 6,370 millioner kroner, mod -5,046 millioner kroner i første halvår 2023. Resultatet før skat lander på -7,583 millioner kroner.
På trods af de økonomiske udfordringer fastholder BactiQuant den udmeldte guidance for 2024, som blev annonceret i december sidste år. Selskabet forventer fortsat en årsomsætning i intervallet 9-13 millioner kroner og et negativt EBITDA i intervallet -8 til -11 millioner kroner.
“Vi fokuserer fortsat på det langsigtede potentiale for vores globale, strategiske kunder,” udtaler ledelsen.
Halvårsrapporten bekræfter desuden en styrket likvid beholdning på 4,295 millioner kroner, hvilket giver selskabet et solidt fundament til at navigere gennem årets udfordringer.