En nylig undersøgelse fra it-virksomheden GlobalConnect viste, at mere end hver tredje dansker foretrækker at møde ind på arbejdspladsen hver dag, frem for at arbejde hjemme. Det kommer ikke bag på arbejdsmiljøekspert, Bent Würsching.
Du har sikkert hørt megen snak om hjemmearbejdsdage, og mødt venner og kolleger, der foretrækker at tage én eller flere dage hjemme, når de har lyst til det.
Men en undersøgelse fra Globalconnect viser, at hele 76 procent af de adspurgte danskere faktisk foretrækker at troppe op på arbejdspladsen hver dag, fremfor at sidde hjemme i privaten eller et helt tredje sted. Tallene kommer ikke bag på Bent Würsching, arbejdsmiljøekspert og COO i ARBEJDSMILJØEksperten.
“Jeg havde faktisk troet, at tallet ville være højere end 76 procent. Vi ved, at det er ekstremt vigtigt for os som mennesker at have sociale tilhørsforhold, og det får langt de fleste af os på arbejdspladsen. Vi så jo under coronaen, at især mange yngre medarbejdere fik angst, depression og sociale fobier af at sidde så meget alene derhjemme.”
Han mener samtidig, at det store fokus på hjemmearbejde og remote-arbejdspladser i det store hele er relevante for en relativt begrænset del af den danske befolkning, da mange i dagens Danmark slet ikke har muligheden for at arbejde fra hjemmekontoret.
“Det er typisk akademikere, kommunikationsfolk og ikke mindst it-medarbejdere, der bedst kan arbejde hjemme. Men i hele den her snak om hjemmearbejde glemmer man fuldstændig, at utroligt mange mennesker arbejder i sundhedsvæsenet, står i butik, er håndværkere eller står i produktionshaller. Ingen af dem kan arbejde hjemme, og de færreste drømmer om det, er min erfaring,” siger Bent Würsching.
Halve fridage?
Tallene i undersøgelsen står i kontrast til de seneste års store fokus på, at hjemmearbejde er blevet en ny normal. Derfor kommer resultatet også bag på Annette Otto, HR Direktør i GlobalConnect, som står bag undersøgelsen.
”Mange virksomheder har investeret massivt i at skabe gode rammer for hjemmearbejde. Når vi nu kan se, at medarbejderne har et tydeligt ønske om at komme ind på kontoret, vil det for mange virksomheder give mening også at se på at investere mere i de fysiske rammer på arbejdspladsen,” siger hun.
Èn ting er det store fokus på, hvor vigtigt det er at tilbyde hjemmearbejdsdage til sine medarbejdere, noget helt andet og mere overset er ifølge Bent Würsching, hvordan disse mange arbejdsdage fra privaten forvaltes af medarbejderne.
“Jeg tror, at det for mange er en halv fridag, det må jeg indrømme. Når jeg nogle gange tager en hjemmearbejdsdag af den ene eller anden årsag, er jeg langt mindre effektiv, end når jeg er på kontoret, og jeg tvivler stærkt på, at jeg er noget særligt, hvad det det angår. Selvfølgelig er nogle langt mere effektive på hjemmekontoret end på arbejdspladsen, og det skal man huske og værdsætte, men jeg tror, det er de færreste.”
Når snakken er faldet på remote-arbejde og vigtigheden af at tilbyde hjemmearbejdsdage til medarbejderne, har ét af argumenterne været, at nye kandidater i stor stil vil søge derhen, hvor de tilbydes at kunne arbejde hjemmefra.
Men det er kun syv procent af de danske respondenter har skiftet job i løbet af de seneste tre år, fordi de ikke måtte arbejde så meget hjemmefra, som de ønskede, mens 12 procent har overvejet at skifte.
”Hjemmearbejde kan ikke stå alene som det, der tiltrækker og tilknytter medarbejdere til arbejdspladsen. I undersøgelsen er det tydeligt, at det sociale og gode fysiske rammer at arbejde under er væsentlige for danskerne. De forhold er mindst lige så vigtige – hvis ikke vigtigere – at investere i, hvis danske virksomheder vil have de bedste medarbejdere i fremtiden,” siger Annette Otto.