Den danske teknologivirksomhed 3Shape, der producerer digitale 3D-scannere til tandklinikker og laboratorier over hele verden, opnåede i 2022 en rekordomsætning på 3,1 mia. kr. efter en vækst på 19 pct. i forhold til året før.
Salget har taget et markant spring opad for 3Shape, og den store stigning i salget udløste et dritsresultat, ebit, på 1,1 mia. kr., svarende til en vækst på 23 pct. i forhold til et 2021, der i forvejen var et år præget af høje vækstrater.
3Shapes skattebetaling baseret på 2022-resultatet udgør 251 mio. kr. svarende til en effektiv skatterate på 22,3 pct.
“Vi er ganske tilfredse med resultatet, og at vi kunne bygge ovenpå den fremgang, som vi så i 2021. 2022 har mildest talt været et år med udfordringer for virksomheder som 3Shape, der opererer på globalt plan. Den høje vækst skal således ses i lyset af usikkerhed som følge af krigen i Ukraine, store udsving i valutakurser samt stigende inflation og renter. Vores mere end 2000 medarbejdere har evnet at operere i et meget svært marked,” siger CEO i 3Shape, Jakob Just-Bomholt, der peger på den særlige omstændighed, at 3Shape har et ukrainsk datterselskab med 450 ansatte.
Afsluttet strid i USA
2022 blev også året, hvor 3Shape fik afsluttet en flere år lang og kostbar strid i USA med selskabets største konkurrent i USA, Align Technology. De to parter indgik i januar 2022 et forlig, som afslutter de retssager, som de to selskaber har anlagt mod hinanden.
“Forliget har betydet, at vi har kunnet frigøre betydelige ledelsesmæssige og økonomiske ressourcer, som vi i stedet har kunnet bruge på at fokusere endnu mere på det, vi er bedst til – nemlig at udvikle innovative teknologiske løsninger til tandlæger og tandlaboratorier – alt sammen for at forbedre patientplejen,” siger Jakob Just-Bomholt.
Netop innovation er centralt for 3Shape, og selskabet afsatte i 2022 11 pct. af omsætningen eller 353 mio. kr. til at udvikle nye produkter og services. Som led i dette arbejde kunne 3Shape sidste år blandt andet lancere deres Trios 5 scanner, som både er lettere at bruge og sætter nye standarder for hygiejne og patientsikkerhed. Trios 5 har allerede vundet adskillige priser.
“Introduktionen af Trios 5 er gået rigtigt godt, og tandlæger over hele verden efterspørger produktet. Det har endnu engang sat 3Shape på landkortet som et innovativt selskab,” siger Jakob Just-Bomholt.
Jakob Just-Bomholt forventer fortsat vækst i omsætningen i 2023, men året ventes også at være præget af stigende usikkerhed, som følge af uroen i den globale økonomi og recession på flere af 3Shapes vigtige markeder. Der vil fortsat blive investeret i udviklingen af produkt-porteføljen for at sikre den langsigtede vækst.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

