Så oprandt dagen, hvor Store Bededag blev afskaffet ved en afsteming i Folketinget. Fagbevægelsen lægger ikke fingre imellem i sin kritik af beslutningen.
“Et overlagt angreb på den danske model.”
“En skidt dag for lønmodtagerne og for vores stærke danske tradition for samtale og samarbejde.”
”Ubegribeligt og unødvendigt.”
Det er bare nogle af reaktionerne fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og HK. Og det er de store ord, der bliver hevet frem i dagens anledning fra de to organisationer.
”Der er skrevet historie i dag. Desværre er det ikke en god historie. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er et sort kapitel i historien om samarbejdet mellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter. Det er i den grad en skidt dag for danske lønmodtagerne og for vores stærke danske tradition for samtale og samarbejde”, siger Lizette Risgaard, formand for FH.
Hos HK hæfter man sig især ved, at afskaffelsen er blevet stemt igennem trods massiv modstand fra befolkningen.
“I dag har danske politikere med åbne øjne stemt for et overlagt angreb på den danske model. Mod borgernes ønske. Uden forudgående forhandling med arbejdsmarkedets parter. Og man har ikke bare frataget lønmodtagerne velerhvervede rettigheder for mange millioner, men også tid med familien, et pusterum eller ekstra løn for at holde samfundet i gang, mens alle andre holder fri,” siger Forbundsformand for HK, Anja C. Jensen.
En samlet fagbevægelse har, siden forslaget om afskaffelsen blev fremlagt, talt hårdt imod Regeringens forslag. Gentagne opfordringer om at at droppe forslaget og i stedet indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger, så man sammen kunne finde løsninger på de samfundsudfordringer, vi står overfor, er blevet overhørt.
”Folketinget står nu alene med ansvaret for at gribe ind i den danske aftalemodel og stjæle både løn og frihed for danskerne efter et uskønt forløb. Ikke én eneste gang inden valget talte regeringen og De Radikale om sløjfningen af en helligdag som en mulighed. Ikke en eneste invitation til drøftelser med arbejdsmarkedets parter om at finde andre løsninger blev afsendt. Jeg er dybt rystet og skuffet”, siger Lizette Risgaard.
Hos HK føler Anja C. Jensen, at Folketinget med dagens beslutning, ignorerer konsekvenserne for almindelige danskere.
“Jeg er ked af, at regeringen fuldstændig har fravalgt at lytte til befolkningen og konsekvenserne for helt almindelige mennesker. Men vi må agere ud fra den virkelighed, vi er i. Og derfor er det vigtigste for os nu at gøre os helt klar til at hjælpe medlemmerne i forhold til, hvordan reglerne rammer den enkelte med hensyn til øget arbejdstid og kompensation herfor.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk