Danske BactiQuant har netop i dag offentliggjort en historisk stor ordre fra en en stor dansk medicinalvirksomhed. En stor tillidserklæring, mener direktøren.
24 test-robotter til overvågning af vandkvalitet.
Sådan lyder den ordre, som en stor og unavngiven dansk medicinalvirksomhed har lagt hos BactiQuant, der tilbyder verdensmarkedet en automatiseret testløsning, som i “near real time” – til forskel fra de traditionelle metoder, som tager dage i laboratorium – kan monitorere bakterieniveauet i vandprøver i industri, produktion, vandværker mv.
De 24 test-robotter, som ordren lyder på, er af typen BactiQuant Online ver. 2.0 PRO, og skal lleveres i perioden i 2023 og 2024.
Alle søger teknologi til overvågning af vandkvalitet, og når en markedsledende virksomhed giver BactiQuant denne mulighed, så vil andre medicinalvirksomheder nok også være tilbøjelige til at give vores teknologi en chance,” siger bestyrelsesformand Henrik Enegaard Skaanderup.
Ordren er den største i BactiQuants historie, men den eksakte værdi af ordren oplyses ikke.
“Med en ordre på så markant et antal BactiQuant Online ver. 2. PRO, viser virksomheden meget stor tillid til BactiQuants grundlæggende teknologi, og giver BactiQuant chancen for at være del af fremtidens industrielle overvågning af vandkvalitet i medicinalindustrien” siger bestyrelsesformand Henrik Enegaard Skaanderup.
For BactiQuants grundlægger og CEO, Morten Miller, er den nye ordre også en stor personlig milepæl, og han har gennem årene oplevet skiftet i den internationale forståelse af vands betydning for en mere bæredygtig fremtid.
”Jeg er utroligt stolt af, at BactiQuant i dag kan levere teknologi til et af verdens førende medicinalselskabers moderne produktionsanlæg. Vi arbejder hver dag på at udvikle og perfektionere vores teknologi, så den kan blive til gavn for alle, der arbejder seriøst med at forbedre håndteringen af vores vandressourcer. Vi håber, at vi med denne ordre bliver den nye ”state of the art” i medicinal-industriens overvågning af mikrobiel vandkvalitet,” fortæller grundlægger og CEO Morten Miller.

