Der kan være et forbud mod brugen af gummigranulat i kunstgræsbaner på vej fra EU. Forbuddet skal hjælpe miljøet, men eksperter mener, at det kan have den modsatte effekt.
Flere og flere sportsanlæg rundt om i Europa og resten og verden for langt kunstgræsbaner i stedet for almindeligt græs.
De kunstige baner er nemmere at holde, og de kan bruges året rundt, mens f.eks. en almindelig fodboldbane kan blive ubrugelig i vinterhalvåret grundet mudder og frost.
Men kunstgræsbanerne er ikke kun en velsignelse. I banerne findes store mængder gummigranulat, der skal gøre banen blødere og mere egnet til sport. Dette granulat kommer som oftest fra gamle, udtjente bildæk, og der finder vi grunden til problemet.
“Gummigranulat er såkaldt mikroplast, og udledningen af mikroplast er dårligt for miljøet. Det er tanken bag det forbud, vi ser være på tegnebrættet i EU,” siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchen Danmark og Dækbranchens Miljøfond, som administrerer ordningen for indsamlingen af de mange gamle bildæk, der bruges i produktionen af kunstgræsbaner her i landet.
“Det spild, man i EU mener, sker ved kunstgræsbanerne, er man allerede ved at komme fuldstændig til livs.”
Michael Christensen, RubCom.
Mangel på alternativer
For Dækbranchen er det måske kommende forbud paradoksalt. For den danske ordning med indsamling af gamle bildæk hos autohandlere, dækcentre og andre, er sat iverden af en miljøfond under Miljøstyrelsen, netop med det formål at genanvende dem.
I Danmark indsamles 95 % af alle gamle dæk, og disse ender blandt andet med at blive til gummigranulat.
“Indsamlingsordningen er uden tvivl den bedste og mest miljøbevidste i EU, men den er afhængig af, at de indsamlede dæk kan blive lavet til bl.a. granulat. Bliver granulatet forbudt at bruge i kunstgræsbanerne, så kan det faktisk ende med at skade miljøet, for kan man ikke afsætte nok gamle dæk, ender de med at blive brændt,” siger Volker Nitz.
Også Michael Christensen, grundlægger af den danske virksomhed, RubCom, der sportsgulve af gummigranulat til både indendørs og udendørs brug, har svært ved at se, hvordan et forbud i sidste ende skulle gavne miljøet, da der fortsat vil være et behov for de mange kunstgræsbaner overalt i EU.
“Nogle af de alternative materialer er i stil med det, man laver vinduesviskere af. Materialet TPE vil også være en mulighed, men begge dele vil være nyfremstillet til formålet, og dermed skal der en produktion til. De vil dog også være ramt af mikroplast problematikken, da de ikke kan nedbrydes i vand. Gummigranulatet er derimod først bildæk, derefter granulat. Det er langt mere bæredygtigt end at skulle producere nyt, og bildæk skal der jo produceres,” siger han.
Han fortæller samtidig, at en anden mulighed er kork eller kokosskaller. Ifølge en rapport lavet af Miljøstyrelsen i 2018, viser disse materialer dog ikke markant lavere niveauer af metaller, nonylphenol og DEHP i forhold til de øvrige typer af ‘infill’ som f.eks. dækgranulat eller gråt industrigummi.
Desuden angives det, at kork og kokos potentielt kan frigive tungmetaller, blødgørere og stabilisatorer.
“Man kan meget ofte ende med at skade miljøet mere end man gavner det, når man laver regler og forbud i miljøets navn, uden at have alle fakta på plads,” siger Volker Nitz.
Konflikt om fakta
Det måske kommende forbud mod gummigranulat har så at sige været længe undervejs, og både Volker Nitz og Michael Christensen nævner, at kunstbanerne af flere omgange har været en politisk kastebold. Men ifølge Michael Christensen giver det måske kommende forbud fra EU ingen mening, når han ser på problematikken som fagmand.
“Jeg synes, forbuddet bygger på meget unøjagtige tal og mange synsninger, og i virkeligheden meget lidt på fakta. Man har totalt ignoreret, at man på moderne kunstgræsbaner laver inddæmninger, bander og områder med fliser udenfor banen, så man kan holde på granulatet.”
Han mener, at det virker som om beslutningem har været så længe undervejs, at man “er nødt til at gennemtrumfe den”, uanset om det giver mening set i et større miljømæssigt perspektiv.
Michael Christensen fortæller samtidig, at banerne har sluser, som fodboldspillerne går gennem, og som opsamler langt de fleste af de partikler, der ellers kunne spredes.
“Det spild, man i EU mener, sker ved kunstgræsbanerne, er man allerede ved at komme fuldstændig til livs i måden, man opbygger banerne på.””
Både Volker Nitz og Michael Christensen nævner desuden en analyse, foretaget af Silkeborg Kommune og DBU, der baner med korrekte foranstaltninger kunne nedbringe gummigranulat-svindet fra banerne til 6,3 kilo pr. bane pr. år. Dette resultat blev opnået ved 48 ugers brug af i gennemsnit 800 spillere om ugen.
Til sammenligning anslog Miljøstyrelsen i 2018, at der udledes mellem 380 og 640 ton mikroplastik fra kunstgræsbaner til naturen om året.