De politiske partier står i kø for at love flere penge til patienterne på landets sygehuse. Men valgløfterne hænger i en tynd tråd, hvis ikke cybersikkerheden prioriteres.
Angreb med ransomware er en stor trussel mod sundhedsvæsenet. Således har hele 57 % af sundhedsorganisationerne har oplevet ransomware-angreb inden for de seneste år.
25 % har været så hårdt angrebet, at de har måtte stoppe driften, mens 60 % har fået ramt flere systemer, før angrebet blev afværget.
Det viser en ny analyse fra sikkerhedsfirmaet Trend Micro, der har spurgt 2.958 beslutningstagere i 26 lande.
”Der er ingen tvivl om at investering i digitale løsninger er et nødvendigt redskab til at geare sundhedsvæsenet til fremtidens udfordringer. Men i takt med at vi prioriterer det digitale, har cyberangreb også stigende konsekvens for vores sundhedsvæsens drift,” siger Freddy Lykke, direktør for Sirenia og forperson for IT-Branchens Policy Board for Digital Sundhed.
Derudover lider sundhedsvæsenet af den gamle sygdom, hvor der er alt for lidt sundhedspersonale, mens antallet af ældre og syge stiger, og de administrative opgaver vokser og vokser.
Dertil skal man lægge, at omkring 3.200 SOSU’er står til snart at gå på pension, og at antallet af deltidsansatte flere steder udgør 30-45% af arbejdsstyrken, mens sygefraværet pga. stress er markant højere end i resten af samfundet.
Med andre ord; det er et særdeles skrøbeligt systemet, der angribes af cyberkriminelle, og systemet kan lide meget stor last, hvis først hackere og andre cyberkriminelle kommer indenfor.
Trend Micro-analysen viser også, at sundhedsorganisationerne har brugt dage (56%) og op til uger (24%) på et genoprette de funktioner, der er blevet ramt af hackerangreb.
”Også i det danske sundhedsvæsen har sikkerhed været alvorligt underprioriteret. Hvis nogle af de kritiske systemer på et hospital bliver ramt og ikke kommer op at køre i flere dage eller uger, kan det få alvorlige konsekvenser for hospitalernes drift, og dermed også for patienterne. Så det er afgørende, at man også husker at investere i cybersikkerheden, mens man digitaliserer sundhedssektoren,” siger Freddy Lykke.

