Det er ikke gode spådomme om fremtiden, der kommer fra de økonomiske vismænd i ny rapport. Tværtimod tegner rapport en dunkel fremtid for dansk økonomi.
Det Økonomiske Råd (DØR) kom tirsdag med sin rapport, Dansk Økonomi, efterår 2022, der tegner et særdeles dystert billede for fremtiden for dansk økonomi.
En fremtid, hvor den dårlige økonomi vil ramme mange danskere på pengepungen, og hvor afskedigelser og inflation vil ramme landet hårdt.
Hos Dansk Industri (DI), mener man, at der vil være behov for økonomiske tiltag til at hjælpe de trængte danskere, men er samtidig enige med DØR i, at den økonomiske hjælp ikke må bringe mere ved til inflationens bål.
“Der er et forståeligt ønske om at hjælpe danskere, der bliver hårdt ramt af den stigende inflation. Men det er meget vigtigt, at disse tiltag ikke i selv forværrer situationen ved blot at hælde flere penge ud i samfundet. Her har vismændene skitseret nogle fornuftige principper for, at tiltagene bl.a. skal være fuldt finansierede,” siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI, der samtidig håber, at denne strategi vil række ud over landets egne grænser.
Beskæftigelsen rammes
DI er også enige med vismændene i, at det er sundt og godt at have en fortsat diskussion af metoden for beregning af den strukturelle saldo. Samtidig slår DI dog fast, at det er vigtigt at have en helt fast bund under, hvor store underskud det offentlige må have. DØR argumenterer for, at saldogrænsen skal være mere løst fortolket, for at tage højde for usikkerhed.
“Usikkerheden i skønnet for den strukturelle saldo går både i op- og nedadgående retning, og det er sundt at have en helt klar grænse for, hvor store underskuddene må være. Det er et vigtigt signal at have for at styre de offentlige finanser,” siger Emil Fannikke Kiær.
Overordnet tegner rapporten som sagt et dystert billede for udviklingen de kommende år. Beskæftigelsen ventes at falde med mere end 100.000 personer frem mod udgangen af 2023. Erfaringerne fra finanskrisen viser, at beskæftigelsen vender sent i konjunkturforløbet, og at tilbageslag kan ske endog meget brat, når pessimisme og usikkerhed først får tag i forbrugere og virksomheder. Det er en opfattelse, DI deler.
“Selv om usikkerheden er høj, så trækker tabet af købekraft, højere renter og svækkelser af energiforsyningen entydigt i retning af lavere aktivitet. Så vi er enig i vismændenes syn på den økonomiske aktivitet. Og det kan betyde, at sorte skyer trækker sig sammen over arbejdsmarkedet med væsentlige fald i beskæftigelsen,” siger Emil Fannikke Kiær.

